Staten sender millioner til kystbeskyttelse af Gråsten Havnefront

Staten bidrager med 5,5 millioner kroner. Foto: Sønderborg Kommune

Staten bidrager med 5,5 millioner kroner. Foto: Sønderborg Kommune

2. september 2025 Gråsten Skrevet af: Michael Kjær

Gråsten Havnefront står over for et vigtigt skridt i arbejdet med at beskytte området mod fremtidige stormfloder og stigende vandstande. Sønderborg Kommune har nemlig modtaget tilsagn om 5,5 mio. kroner fra Statens Kystpulje til det omfattende kystbeskyttelsesprojekt.

”Det er en stor lettelse, at vi nu har fået tilsagn om støtte. Det giver os mulighed for at komme videre med et fælles projekt, der er helt afgørende for borgernes tryghed og områdets fremtid. Vi har set, hvad stormfloden i oktober 2023 gjorde, så det er vigtigt, vi får beskyttet området sammen med de berørte beboere,” siger formanden for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Asger Romme Andersen fra Enhedslisten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Projektet, som har været under udvikling siden vedtagelsen af kommunens klimatilpasningsplan i 2022, skal blandt andet sikre området gennem opførelse af diger og forstærkning af den eksisterende kystlinje. Strækningen fra Sildekulevej ved Gråsten Plejecenter til højvandsmuren på Fiskenæsvej er i risikozonen, og både boliger, plejecenter, roklubber og havneområdet skal beskyttes.

”Klimasikring kræver store investeringer, og det er afgørende, at staten bidrager. Med denne støtte kan vi mindske den økonomiske byrde for både kommunen og de berørte borgere. Det er et vigtigt skridt i at få gennemført stormflodsprojektet i Gråsten Havn”, siger næstformanden for udvalget, Daniel Staugaard fra Venstre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også Slesvigsk Parti glæder sig over, at Sønderborg Kommune nu får statslig støtte til kystsikringsprojektet i Gråsten.

”Gråsten blev i 2024 udpeget som højrisikoområde ved stormflod. Det er derfor positivt, at der nu afsættes midler til at sikre Gråsten Havn mod fremtidige stormfloder. De statslige tilskud er en vigtig håndsrækning til både kommuner og grundejere. For Slesvigsk Parti er det afgørende, at den kommunale medfinansiering er på plads, så projektet kan realiseres. At sikre os mod stormfloder er dyrt – men det kan blive endnu dyrere at lade være”, siger formanden for Teknik-, By- og Boligudvalget, Kirsten Bachmann.

Artiklen fortsætter under annoncen

Benny Engelbrecht, Sønderborgs lokale folketingsmedlem og finansordfører hos Socialdemokratiet, glæder sig over, at netop Sønderborg er blandt de udvalgte projekter:

“Vi ved, at havet fylder mere og mere, og at risikoen for oversvømmelser og erosion stiger. Derfor er det helt afgørende, at vi handler nu. Med støtten får vi sat skub i et vigtigt projekt i Gråsten, som både beskytter byområdet og giver nye muligheder for byliv ved havnen”, siger Benny Engelbrecht og understreger betydningen for lokalsamfundet:

Artiklen fortsætter under annoncen

“For os, der bor i Sønderjylland, er kysten en del af vores hverdag og identitet. Når vi investerer i kystsikring, investerer vi både i tryghed for borgerne og i at bevare de steder, vi holder af. Det er godt, at vi nu kan komme i gang med at omsætte planerne til konkrete løsninger her i Sønderborg”.

Projektet forløber planmæssigt og fortsætter i tæt dialog med både lodsejere og borgere. I den kommende tid skal det afklares, hvordan de statslige midler konkret skal fordeles.

4. juni 2026 DET SKER, Kultur, Nordborg

Svenstrup viser landsbylivet frem ved årets ringriderfest

4. juni 2026 DET SKER

Svenstrup inviterer til en landsby med liv i samtidig med årets ringriderfest – en dag med åbent hus, markedsstande, aktiviteter og den traditionelle ringridning. Det sker søndag den 7. juni på og ved ringriderpladsen i Svenstrup. Ringriderfesten er en lille hyggelig folkefest, hvor man kan mødes og nyde samværet, den gode stemning og ridesporten. Ringridningen […]

Læs mere...