Nyt boligområde skal styrke Sønderborg som studieby

550 nye studieboliger på vej. Foto: Sønderborg Kommune

550 nye studieboliger på vej. Foto: Sønderborg Kommune

3. september 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Teknik-, By- og Boligudvalget har netop givet grønt lys til, at der kan udarbejdes en lokalplan for et nyt boligområde på Skovvej, hvor der tidligere lå en materialegård. Her skal der efter planen opføres omkring 550 studieboliger og 32 almene boliger – et projekt, der både skal give de studerende tag over hovedet og skabe liv i byen – og behovet er tydeligt.

I denne uge begyndte 1.900 studerende på Syddansk Universitet, hvilket er 1.000 flere end for blot tre år siden. Den markante vækst har sat pres på boligmarkedet, og Sønderborg Kommune har de seneste år arbejdet intensivt på at finde løsninger. Midlertidige studieboliger er etableret på blandt andet Hotel 6400, i lejlighederne i Nørager og i et tidligere vandrehjem. Nu er turen kommet til et mere langsigtet skridt.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har tidligere besluttet, at materialegården på grunden skal rives ned. Nu skal vi videre med et spændende projekt, der skal skabe plads til nye, gode boliger til de studerende i Sønderborg. Studieboligerne vil styrke Sønderborg som studieby og skabe gode rammer for unge mennesker, hvor de kan udfolde sig i gode bynære omgivelser”, siger formanden for udvalget, Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti.

Den kommende lokalplan bygger videre på en beslutning fra august, hvor udvalget godkendte en nedrivningstilladelse for bygningen Ladegården. Til gengæld skal en tidligere mejeribygning bevares som en del af området. Planen omfatter både etagebyggeri, et fælleshus og plads til 582 boliger i alt. På grund af projektets størrelse bliver der arrangeret et informationsmøde, når lokalplanen kommer i offentlig høring.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er glædeligt, at så mange studerende ser Sønderborg som en attraktiv studieby. Derfor har vi stor fokus på at skaffe boliger til de studerende, så de unge kan få et godt sted at bo og være med til at skabe liv og et godt studiemiljø i Sønderborg. Med både studie- og almene boliger får vi skabt et nyt og spændende boligområde”, siger næstformanden i udvalget, Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet.

Venstres medlem af Teknik-, By- og Boligudvalget, Tage Petersen, synes, det er ærgerligt, at der ikke var nogen, der bød ind på det oprindelige projekt:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men vi skal videre og går nu i gang med at lave en lokalplan for 550 studieboliger, et fælleshus og 32 almene boliger i op til fem etager. Vi ved ikke, om det nuværende boom af studerende på SDU fortsætter på langt sigt, og derfor er det vigtigt, at studieboligerne forholdsvis let kan ændres til almindelige lejligheder. Der kommer selvfølgelig en høringsfase med en form for borgerinddragelse, og så må vi se, om det giver anledning til at ændre på noget”, skriver Tage Petersen i en kommentar til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Planerne passer ind i byrådets overordnede vision om at skabe bæredygtige boligområder og styrke Sønderborg som uddannelsesby. Samtidig bidrager projektet til kommunens mål om at have 2.500 nye boliger og 77.000 borgere inden 2030, oplyser Sønderborg Kommune,

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...