Brugere af Dansk Gigthospital, der godt kan lide at trække frisk luft på bænkene foran glasfacaderne, blev onsdag vidne til et stort opbud af presse og honoratiores, da dronning Margrethe kom på besøg for at overrække Gigtforeningens æresmedalje.
Den gik til Peter Mads Clausen for en fremragende indsats i kampen mod gigten.
Gigthospitalets ledelse og blomsterpige Ida Lundberg Thornval fra Virum var på plads, da dronning Margrethe, iklædt rødt og hvidt, sammen med sin hofdame kørte op foran gigthospitalet, hvor den røde løber var rullet ud for Krone 121’s hædersgæst. Ida er ni år og lider selv af børneleddegigt og blev genstand for stor opmærksomhed.
Dronningen har i næsten 25 år været protektor for Gigtforeningen og deltog derfor i et mini-symposium, hvor fremtrædende forskere på gigtområdet fortalte om deres arbejde og Danmark er i superligaen inden for gigtforskning.
Hospitalschef Afshin Christiansen begav sig sammen med dronningen mod Gigthospitalets varmtvandsbassin, hvor et hold gigtpatienter pludselig befandt sig i kameraernes søgelys, da pressekorpset rettede linserne mod de sagesløse badende. De har næppe før været genstand for så stor virak, mens de var i bassinet. De tog det med et smil og lavede deres øvelser med dronningen siddende på den ene side af bassinet og pressen på den anden.
”Varmtvandsbassinet her var ikke helt færdigt, da dronningen indviede det nye Dansk Gigthospital her på Sønderborg Sygehus i 2019. Det skulle ikke bare være et bassin med varmt vand, hvide fliser og en rampe for kørestolsbrugere. Det skulle være smukt og indbydende – et sted, hvor patienterne bliver mødt af æstetiske sanseindtryk og får en pause fra de smerter, der ofte dominerer deres hverdag”, sagde Afshin Christiansen, der fortalte dronningen, hvor dybt og bredt bassinet er, at det benyttes af mange – også badende, der ikke er patienter – som kan nyde udsigten over Alssund og til Nicolai Howalts smukke glaspartier.
”Træning i varmt vand er en lise for krop og sjæl, når man lever med svær gigt”, fortalte hospitalschefen, hvorefter opbuddet af pressefolk og det royale følge forlod det varme bassinland, hvor badeholdet udstrålede netop den afslappethed, han fortalte om.
Dronningen var inde at se scanningsrobotten Arthur, som dagens æresmedaljemodtager Peter Mads Clausen har været med til at donere. Dronningen overværede også fire forskeres fortællinger om gigtforskningens landvindinger.
Gigt er en folkesygdom og 700.000 danskere lider af gigt. Forskningsleder Karen Schreiber fortalte, at mange af patienterne er ganske unge, og om de overvejelser patienter og behandlere gør sig, når gigtpatienter ønsker at få børn. Det kan sagtens lade sig gøre, men gravide gigtpatienter har mange ting at slås med under svangerskabet, når de samtidig er i reumatologisk behandling.
Dansk gigtforskning er så langt fremme, at det blandt andet er lykkedes at trække den italienske forsker Laura Andreoli til Danmark for at forske i gigt og graviditet. Det er den slags ting, der gør, at en mand som Peter Mads Clausen ser en højere mening i at støtte gigtforskningen i Danmark.
Gigthospitalet kom til at fylde sygehusrammerne i Sønderborg ud, da Regionshospitalet i sin tid under stor polemik og til dels raseri blev placeret i Aabenraa. Der er efterhånden fyldt godt op igen på sygehusmatriklen i Sønderborg.
”Det er positivt, vi har kunnet fremtidssikre sygehuset i Sønderborg. Gigthospitalet lå tidligere i Gråsten, så det lå i Sønderborg Kommune, men det er et fantastisk sted og godt, at det er lykkedes at lave et moderne hospital til gavn for gigtpatienterne og Sønderborg”, sagde borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT, der opsøgte ham ved den stående buffet, før dronningen kom.
Dronningen gav sig tid til at tale med forskerne, inden hun takkede af, efter at have taget ophold på Kongeskibet Dannebrog, der lå til kaj i Sønderborg under dronningens ophold i byen.
”De kaster lys over vores sag gennem et ægte engagement og stor interesse for, hvad der rører sig inden for gigtforskningen”, sagde Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, der med et blik på de mange kameraer blot kunne konstatere, at så mange pressefolk nok ikke var dukket op, hvis ikke det havde været for Hendes Majestæt Dronningen.























