Troldmænd, monstre og magiske trylleformularer rykker ind hos Fun Bowling i Sønderborg, når der bliver spillet Magic: The Gathering. Søndag den 14. september 2025 inviteres alle, der har lyst til at prøve kræfter med kortspillet, som banede vejen for populære titler som Pokémon.
Til eventet spilles der i ‘Commander-formatet’, som er den mest populære udgave af spillet. Her kan alt fra to til seks spillere kæmpe mod hinanden med deres egne deck – altså en bunke kort, de selv har sat sammen. Reglerne kan virke lidt indviklede i starten, men erfarne spillere står klar til at hjælpe nye i gang, så alle kan være med. Alle kan være med, uanset om man har sine egne kort eller har lyst til at låne.
Arrangementet finder sted søndag den 14. september 2025 fra klokken 12:00 til 18:00 hos Fun Bowling i Sønderborg. Det er gratis at være med, og man behøver ikke at melde sig til, oplyser arrangørerne.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















