Biblioteket inviterer til en billedfortælling om lokalhistoriske øjeblikke. Det sker på onsdag den 17. september 2025 på Biblioteket Augustenborg, når Mogens Johansen viser og fortæller om sort-hvide fotografier og deres historie.
Fortællingen tager udgangspunkt i en håndfuld billeder fra tiden efter Første Verdenskrig, og viser hvordan fokus skiftede fra krigens rædsler til hverdagens udfordringer. Mogens Johansen er tidligere lærer og skolebibliotekar, og han har en særlig evne til at fortælle historier, så de bliver nærværende og interessante for publikum.
“Gamle billeder rummer fortællinger, som ikke må gå tabt. Når Mogens Johansen åbner arkivet for os, bliver historien konkret, sanselig og tæt på – og vi får et helt særligt indblik i, hvordan livet formede sig her i Sønderjylland”, fortæller bibliotekar Helle Larsen.
Arrangementet finder sted onsdag den 17. september klokken 16:30 til 17:30 på Biblioteket Augustenborg. Der kan bestilles gratis billet på bibliotekets hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















