Kokkeelever fra EUC Syd er i samarbejde med Gråsten Æblefestival under titlen ’Sønderjyske Mesterskaber i Fællesskab – SMF’ begyndt at udvikle en ny kogebog. Lørdag den 27. september 2025 inviterer de alle interesserede til at overvære udviklingen af retterne.
Det sker som en del af Æblefestivalens begyndelse i Gråsten, hvor festivalområdet udvides med et ekstra område på parkeringspladsen ved det gamle gigthospital i Gråsten. Her vil kokkeeleverne byde alle velkommen i ’TV-køkkenet’ under temaerne Fællesskab og Gastronomi, mens de udvikler retter til kogebogen.
Gæster kan komme helt tæt på de unge kokkeelever, få en snak med dem og en smagsprøve – og måske udveksle idéer undervejs. Samtidig er der masser af musik fra sønderjyske kunstnere og højskolefællessang på scenen.
”Vi har samlet en masse unge mennesker fra EUC Syd, der får lov til at eksperimentere frit i køkkenerne og udvikle retter til den kogebog, som Gråsten Æblefestival længe har gået og drømt om. Formålet bag SMF-festivalen er nemlig at sætte spot på nogle af de fantastiske fællesskaber, der findes her i det sønderjyske”, udtaler projektleder Mathias Gro Nilsson fra SMF-festivalen.
De unge sønderjyder kokkerer lørdag den 27. september ved Æblefestivalen i Gråsten, og der kan findes mere information om tidspunkter på SMF-Festivalens hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















