Netop nu er alle byrådets partier samlet på Reimers-Skolen for at præsentere budgettet for 2026 samt overslagsårene 2027-2029. Endnu engang står et samlet og enigt byråd bag budgettet og de kommende års prioriteringer.
Du kan læse hele budgettet her, men nedenfor har SønderborgNYT udvalgt et par af de prioriteringer, som har været særligt diskuteret blandt politikere og borgere.
De kommunale skoler og daginstitutioner kan se frem til en længe ventet årlig hovedrengøring til 2 mio. kroner, og så skal der etableres et samlet Rinkenæs Børneunivers på én matrikel. Til det er der afsat 17 mio. kroner i 2026 og 2027.
De unge får et økonomisk tilskud til ungdomskortet, hvor politikerne har afsat 1,4 mio. kroner i 2026 og 3 mio. kroner i 2027 og frem.
Sønderborg Tennisklub kan se frem til hjælp til etablering af et nyt klubhus. Kommunen bidrager med 1 mio. kroner, hvis klubben selv kan finde resten af finansieringen.
Til fodbolden er der 250.000 kroner på vej i driftstilskud til FC Sønderborg, mens Gråsten Boldklub får 2,5 mio. kroner til udvidelse af det eksisterende klubhus.
Politikerne har også fundet 1,5 mio. kroner til en midlertidig legeplads på Rønhaveplads, og samtidig skal der arbejdes på at skabe attraktive byrum i den øvre del af Perlegade.
Der er afsat midler til et nyt initiativ fra ‘Veterantogsforeningen Amtsbanerne på Als’, som med projektet ‘E Kleinbahn’ vil genetablere og drive en lille del af den gamle alsiske jernbane. Hertil sender politikerne 1,2 mio. kroner.
Partierne har blandt andet også afsat 200.000 kroner til at genåbne ventesalen ved Sønderborg busstation, og der er fundet 900.000 kroner til at afskaffe byggesagsgebyret.
Bedre veje, fortove og cykelstier er også på vej. Der er nemlig afsat flere midler til vedligehold og asfalt, så der samlet set er afsat 8 mio. kroner i 2026 og 2027.
Der er desuden sat penge af til flere studieboliger med en investering på 3 mio. kroner i midlertidige boliger. Samtidig understøttes boligudviklingen i området omkring Vollerup med 9 mio. kroner til investeringer i infrastruktur, herunder forbedret kollektiv transport mellem Hørup, Vollerup og Sønderborg.
Partierne har også rettet blikket mod Broager for at understøtte boligudviklingen dér. 3,5 mio. kroner går til opkøb af arealer, og yderligere 8 mio. kroner investeres i Broager Bymidte for at løse konkrete udfordringer med tilgængelighed og trafiksikkerhed.
Der bliver også plads til at forlænge Nybøl Nor-stien, så man kan vandre hele vejen rundt om Nybøl.
For at imødekomme klimaforandringerne og det øgede trusselsbillede mod Danmark afsætter partierne desuden midler til at styrke det lokale beredskab – både til hverdagsopgaver og ekstraordinære hændelser.
Kirkens Korshær får et driftstilskud på 900.000 kroner i 2026, stigende til 1,7 mio. kroner i 2030, så organisationen fortsat kan sikre støtte, omsorg og fællesskab i varmestuen for kommunens mest udsatte borgere.
Også Sønderborg Kvinde- og Krisecenter får 500.000 kroner årligt i støtte til en styrket ambulant rådgivning for den voksende gruppe kvinder i udsatte positioner.
Derudover ønsker aftaleparterne at sikre, at borgerne har adgang til en borgerrådgiver, som skal agere uvildigt og referere direkte til byrådet. Hertil er der afsat 500.000 kroner årligt.
Dette er blot et lille udsnit af de mange punkter i budgettet. Du kan læse hele budgettet her.
SønderborgNYT følger onsdagens pressemøde, og senere kan du læse politiske reaktioner både fra partierne i byrådet – og fra dem, der gerne vil ind.






















