Budget 2026 om børn og familier

Arkivfoto: Sønderborg Kommune

Arkivfoto: Sønderborg Kommune

17. september 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Alle byrådets partier står bag budgetaftalen for de kommende år. Du kan læse hele budgettet her, og nedenfor får du et uddrag af prioriteringerne inden for børn og familier.

Med ønsket om at skabe trygge, sunde og udviklende rammer for børn i Sønderborg Kommune afsætter aftaleparterne i denne budgetaftale midler til en styrket indsats på børneområdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Initiativerne ligger i forlængelse af de markante investeringer på 50 mio. kr. årligt i de fysiske rammer på kommunens folkeskoler under ”Skolernes årti”, som et samlet byråd stod sammen om at prioritere ved budgetaftalen 2024-2027.

Aftaleparterne ser med tilfredshed, at der aktuelt arbejdes med overgangen fra dagtilbud til SFO til skole og anbefaler, at der også i de kommende år er særligt fokus på skoleområdet.

Fra special til almen
Bevægelsen fra special- til almenområdet indebærer, at flere børn og unge skal kunne inkluderes og støttes inden for almenområdet. I november 2024 godkendte Børne- og Uddannelsesudvalget tre pejlemærker, der skal understøtte denne udvikling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Heri indgår et helhedsorienteret blik på familiens situation og ressourcer. Realiseringen af de tre pejlemærker kræver bl.a. investering i bred kompetenceudvikling på tværs af fagområder.

For at sikre, at medarbejderne i skole, dagtilbud, PPR og inklusionsområdet er klædt på til opgaven, afsættes der 4 mio. kr. årligt i 2026 og frem, til målrettet kompetenceudvikling.

En prioritering i denne kompetenceudvikling er at sikre koblingen til konkret praksis gennem en aktionslæringstilgang i form af prøvehandlinger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der forventes et behov for yderligere finansiering, som søges dækket via eksterne fondsmidler. Dette skal bygge videre på de initiativer og kompetenceudvikling, der allerede pågår lokalt på dagtilbud, skole- og ungeområdet samt i Børn- og familieområdet.

Skolebestyrelserne
Folkeskolens kvalitetsprogram medfører bl.a. en udvidet beslutningskompetence til den enkelte skoles ledelse, herunder skolebestyrelsen. Aftaleparterne er enige om at afsætte 0,3 mio. kr. årligt i 2026 og frem til kompetenceudvikling og uddannelse af skolebestyrelserne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftaleparterne ønsker, at det undersøges hvordan kompetenceudvikling i de kommende år ligeledes kan tilbydes bestyrelserne på dagtilbudsområdet.

Skolefritidskoordinatorer (SFK)
Som lokale bindeled understøtter skolefritidskoordinatorer unges trivsel og deltagelse i fællesskaber, samtidig med at de forebygger sociale problemstillinger, styrker uddannelsesparathed og fremmer unges deltagelse i fritidsjob og foreningsliv.

Aftaleparterne ønsker at sikre, at alle udskolingselever mødes af en skolefritidskoordinator og afsætter derfor årligt 0,7 mio. kr. i 2026 og frem med henblik på, at ordningen fremover findes på alle skoler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mere rengøring på skoler og i daginstitutioner
For at forbedre forholdene for børn, elever og medarbejdere er aftaleparterne enige om at afsætte 2 mio. kr. årligt i 2026 og frem med henblik på en årlig hovedrengøring på skoler og daginstitutioner. Den årlige hovedrengøring planlægges af rengøringsenheden i samarbejde med skoler og institutioner.

Som led i en mere bæredygtig drift ønsker aftaleparterne, at der anvendes svanemærkede rengøringsmidler i den interne rengøring.

Rinkenæs Børneunivers
Aftaleparterne er enige om at nærheden til dagtilbud og uddannelsesinstitutioner spiller en vigtig rolle i et stærkt lokalmiljø. Med etableringen af Rinkenæs Børneunivers pr. 1. januar 2025 er et vigtigt skridt taget i understøttelsen af et solidt tilbud til børn og familier i Rinkenæs.

For at sikre, at Rinkenæs Børneunivers har gode fysiske rammer til at kunne samle institutionen på én matrikel, er der udarbejdet et forprojekt, der belyser flere mulige scenarier. Aftaleparterne afsætter i alt 17 mio. kr. i 2026 og 2027 til etablering af et samlet Rinkenæs Børneunivers.

Daginstitutionskapaciteten i Dybbølområdet
Dybbøl oplever i disse år en positiv udvikling, hvor et stigende antal børnefamilier vælger at bosætte sig i området. Denne vækst medfører et øget pres på kapaciteten i dagtilbuddene. Børnehuset Alssund er udvidet med to midlertidige pavilloner, som har udløb i november 2027.

Aftaleparterne ønsker en permanent løsning for Børnehuset Alssund, der kan løfte det samlede kapacitetsbehov i Dybbølområdet og bidrage til en bygningsmæssig forbedring af institutionen. Der afsættes samlet 24 mio. kr. i 2026 og 2027 til projektet.

Derudover afsættes 1 mio. kr. til udarbejdelse af et endeligt projektforslag for Dybbøl Børnehus, herunder stillingtagen til placering.

Projektudvikling af Nydam Børnehus
For at imødekomme det fremtidige kapacitetsbehov i dagtilbudsområdet afsætter aftaleparterne 0,5 mio. kr. i 2026 til projektudvikling af Nydam Børnehus. Midlerne skal danne grundlag for en langsigtet løsning, der understøtter den positive udvikling i Vester Sottrup og sikrer tidssvarende rammer for børn og personale.

Fynshav Børneunivers – parkering og tilkørselsvej
Aftaleparterne er enige om at styrke adgangsforholdene og trafiksikkerheden ved Fynshav Børneunivers. Der afsættes 0,5 mio. kr. til etablering af en P-plads, finansieret inden for den eksisterende anlægsramme til trafiksikkerhed. Derudover ønsker aftaleparterne, at der igangsættes en undersøgelse af mulighederne for at omdanne Gyden, der er tilkørselsvej til Fynshav Børneunivers, til en såkaldt 2 minus 1 vej med henblik på at fremme fremkommelighed og sikkerhed for bløde trafikanter.

Legetøj i dagplejen
Aftaleparterne er enige om at styrke de kommunale dagplejeres muligheder for at tilbyde udviklende aktiviteter for de yngste børn. Derfor afsætte 0,2 mio. kr. årligt fra 2026 og frem til at øge puljen til legetøj og materialer i dagplejen.

Opnormering i Børn og Familie
Aftaleparterne ønsker at sikre den nødvendige kapacitet til at behandle et voksende antal komplekse børne- og ungesager, samt sikre hjælp til børn og familier i vanskelige situationer. Aftaleparterne afsætter 1,4 mio. kr. årligt i 2026 og frem til en opnormering på myndighedsområdet i Børn og Familie.

Naturskole Nørreskoven
Nordals Naturskoles nuværende tipi, som anvendes til ude-undervisning, er slidt op. Der ønskes derfor etableret en fast ude-undervisning-tipi på undervisningsområdet “Tipipladsen” i tilknytning til Nordals Naturskole. Tipien skal kunne rumme en skoleklasse/børnehave og anvendes til undervisning og naturvejledningsaktiviteter i det fri.

Når tipien ikke anvendes af Naturvejlederne, kan den anvendes af andre grupper og borgere. Aftaleparterne afsætter 0,3 mio. kr. i 2026 til etablering af en fast ude-undervisnings-tipi ved Nordals Naturskole.

Legeplads på Rønhaveplads
Aftaleparterne ønsker at styrke kommunens byrum og skabe bedre rammer for leg, bevægelse og ophold i bymidten. Der afsættes 1,5 mio. kr. til etablering af en midlertidig legeplads målrettet børn i alderen 0-4 år på Rønhaveplads, som skal bidrage til et mere levende og børnevenligt bymiljø i umiddelbar tilknytning til gågaden.

I forlængelse heraf ser aftaleparterne frem til at udvikle Øvre Perlegade i en mere permanent form i samarbejde med private investorer. Udviklingen skal ske med fokus på at skabe attraktive byrum, herunder på Rønhaveplads og Bryggertorvet, som kan understøtte både byliv, handel og fællesskab.

Økonomisk tilskud til ungdomskort
Aftaleparterne ønsker at styrke de unges mobilitet og genindfører økonomisk tilskud til ungdomskort. Tilskuddet skal medvirke til at reducere de unges transportudgifter og sikre en mere lige adgang til uddannelses- og fritidstilbud uanset bopæl. Udvalget skal afklare de konkrete rammer for tildeling af tilskud.

Til genindførsel af tilskuddet afsættes 1,4 mio. kr. i 2026 og 3 mio. kr. i 2027 og frem.

Du kan læse hele budgettet her.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...