Fra på mandag den 22. september 2025 forsvinder de centrale parkeringspladser på Louise Augustas Plads i Augustenborg. Pladsen er nemlig omdannet til byggeplads, og bilister må undvære parkering her helt frem til nytårsaften 2026.
Det bliver dog fortsat muligt at køre igennem pladsen, selvom parkering ikke længere er en mulighed. Det oplyser Sønderborg Kommune.
I stedet henvises til de nærliggende parkeringspladser på Apotekertorvet og Hertugtorvet og kommunen arbejder desuden på at etablere tidsbegrænset parkering på blandt andet Slotsallé.
Lukningen skyldes ombygningen af det tidligere rådhus, der i 2027 slår dørene op som nyt sundhedshus. Her samles lægeklinik, kiropraktorklinik, kommunal sygeplejeklinik og flere fysioterapiklinikker under ét tag.


















