Når forskere, virksomheder og politikere fra hele verden samles for at dele løsninger på klimakrisen, sker det i Sønderborg der er værtssted for den internationale ‘100% Climate Neutrality Conference’, som finder sted på Alsion den 22. og 23. september 2025. Konferencen sætter Sønderborg i centrum for samarbejdet om at finde veje til en grønnere fremtid.
Professor Horst Günter Rubahn fra Syddansk Universitet understreger, at det er netop i lokalsamfund som Sønderborg, at der kan skabes reelle resultater:
“Det politiske landskab i den store verden bevæger sig i en bekymrende retning mht. klimaproblematikken, så det er endnu vigtigere, at vi gør noget lokalt. Det er et globalt problem, som uheldigvis ikke løses globalt, så vi er nødt til at gøre noget lokalt”, siger han.
Konferencen bliver samtidig en anledning til at styrke det tætte samarbejde på tværs af grænsen, hvor Sønderborg og Flensborg skal spille en nøglerolle. Her bliver det maritime område særligt vigtigt, og med Sønderborg som værtsby er ambitionen at samle kræfterne med industrien, forskningen og de lokale aktører.
Programmet byder på foredrag, postersessioner og paneldebatter, hvor deltagere arbejder sig frem mod praktiske løsninger. Konferencen er åben for alle, der interesserer sig for klima og grøn omstilling, og målet er at omsætte viden til handling i Sønderborg og videre ud i verden.
Konferencen afholdes mandag den 22. september 2025 og tirsdag den 23. september 2025 på Alsion i Sønderborg. Tider og praktiske oplysninger fremgår af programmet på SDU’s hjemmeside, hvor man også skal tilmelde sig.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















