Valgkampen er skudt i gang, og Slesvigsk Parti vil give borgerne en ny måde at møde kandidaterne på. Med podcasten ’Valg-Bar’ inviteres lytterne ind i en uformel fredagsbar, hvor snakken falder på både politik og de mennesker, der står bag kandidaterne.
”I Slesvigsk Parti tror vi på, at det uformelle også skal have plads i en valgkamp. Ud over de officielle udmeldinger vil vi vise det nære og ægte. I podcasten møder vælgerne vores kandidater, som de er i virkeligheden”, fortæller Rainer Naujeck, formand for Slesvigsk Parti.
Podcasten bliver styret af Leif Curdes, der både er vært og selv stiller op til byrådet i Sønderborg Kommune, men når mikrofonen er tændt, er hans rolle at skabe en afslappet ramme og få de andre kandidater til at åbne sig.
”Jeg har selv nemmere ved at huske ting, når jeg hører dem, end når jeg læser dem – og sådan er det nok for mange. Podcasten gør vores kandidaters mærkesager mere tilgængelige, og jeg vil prøve at få deres personlighed frem. Vi har et sympatisk hold, og det vil vi gerne vise”, siger Leif Curdes.
Et nyt afsnit af Valg-Bar bliver lagt ud hver lørdag frem til valget. Podcasten kan høres på de gængse platforme, blandt andet YouTube og på Slesvigsk Partis hjemmeside.



















