Hvordan finder vi balancen i en tid, hvor klimakrise, stress og forandring præger hverdagen? Det spørgsmål folder Maj My Humaidan ud, når hun gæster biblioteket i Sønderborg torsdag den 25. september 2025. Med udgangspunkt i sin nyeste bog ‘Blødt’ inviterer hun til en aften, hvor personlige valg og store samfundsspørgsmål flettes sammen.
Maj My Humaidan åbner samtalen om, hvordan en blødere tilgang kan være vejen frem – både i det nære familieliv og i vores fælles samfund. Hun deler erfaringer fra de to år, hvor hendes eget liv ændrede sig markant, og hvor håb og tro på forandring viste sig at kunne spire indefra og vokse ud i fællesskabet.
Maj My har formået at starte en samtale om den måde vi lever livet på, og om vi har lyst til at ændre det. Hendes bøger har sat mange tanker i gang, især hos børnefamilier, som måske har gået og spekuleret over, om deres hverdag passer dem og deres børn.
“Hendes første bog ‘Ærø Manifestet’ vakte stor debat, ikke mindst blandt beslutningstagerne, og det gør hendes fortællinger spændende og vedkommende. Hvorfor må vi ikke stille spørgsmål til vores dagligdag, og hvad er så farligt ved at tænke ud af boksen? Måske har vi brug for de bløde værdier?” fortæller litteraturformidler Sigurbjörg Elín Hólmarsdóttir.
Denne aften får publikum mulighed for at høre Maj My Humaidan fortælle om, hvordan bevægelsen nedefra kan sætte nye perspektiver på både liv og samfund. Arrangementet finder sted 25. september 2025 klokken 19:00 til 20:30 på Biblioteket Sønderborg. Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside, oplyser Biblioteket Sønderborg.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















