Der er noget på færde i Universe Science Park, når parken i efterårsferien for første gang nogensinde forvandler sig til et (u)hyggeligt univers fyldt med mystiske væsner og overraskelser under ‘Halloween Week’.
Fra lørdag den 11. oktober til lørdag den 18. oktober 2025 kan gæster gå på opdagelse i en verden, hvor intet er helt som det plejer, og hvor både store og små kan få en oplevelse ud over det sædvanlige.
“Vi har glædet os til at introducere Halloween i Universe. Her kombineres naturvidenskabelige oplevelser med gys, mystik og sjov for hele familien. Det er en stor milepæl for os, og vi glæder os til at byde gæsterne velkommen i parken, hvor der er skruet fuldt op for (u)hyggen”, siger Thomas Buch Tøstesen, administrerende direktør i Universe Science Park, i en pressemeddelelse.
Med en monsterbillet i hånden kan børn og voksne samle på magiske minder – den fungerer som et klippekort fyldt med oplevelser og lækkerier. Klippene kan blandt andet bruges til en Dracula milkshake med lakrids, til at lave en magisk amulet eller til at blive forvandlet til et mystisk væsen med ansigtsmaling.
Som noget helt særligt byder Universe Science Park på ‘Halloween After Dark’ torsdag den 9. oktober 2025. Denne aften kræver en særskilt billet, der koster 100 kroner – men er gratis for gæster med Einstein sæsonkort.
Fra klokken 18:00 til 20:00 forvandles Universe til et sted, hvor uhyggen er skruet helt op, og de modige kan tage med på en rundtur fyldt med skræmmende overraskelser. Her har lokale spejdergrupper fra Augustenborg, Ulkebøl, Dybbøl og Nordborg sat deres præg og skabt stemningsfulde Halloween-zoner med dekorationer og (u)hyggelige ruter.
Halloween Week finder sted fra den 11. oktober til den 18. oktober 2025, hver dag fra klokken 10:00 til 17:00. Arrangementet er gratis for gæster med sæsonkort og for dem, der har købt almindelig dagsbillet. Monsterbilletter kan tilkøbes i parken eller på Universe Science Parks hjemmeside, og giver adgang til ekstra oplevelser.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















