Da byrådspolitikerne onsdag eftermiddag mødte ind til byrådsmøde, blev de mødt af en gruppe vrede borgere foran rådhuset. Under parolen ”NOK ER NOK” krævede demonstranterne et opgør med det, de oplever som magtmisbrug, svigt og dårlig behandling i kommunen.
Ifølge arrangørerne er protesten et råb om hjælp fra borgere, der føler sig overhørt af systemet, og kritikken var især rettet mod jobcentret, børneforvaltningen og handicapområdet, hvor mange oplever, at deres sager bliver trukket i langdrag eller helt ignoreret.
Omkring 40-50 borgere deltog i demonstrationen, som var anmeldt af Stella Breiner. Hun bød de fremmødte velkommen og forklarede bagefter til SønderborgNYT, hvad hun håbede at opnå:
”Jeg håber, at borgmesteren begynder at åbne øjnene og ser, hvad der sker på de her områder. Det sejler fuldstændig”, sagde hun og efterlyste, at borgmesteren tager sit ansvar mere alvorligt:
”Han skriver på Facebook, at alt i kommunen fungerer godt, og at medarbejderne gør et fantastisk arbejde. Men når man beder om et møde med ham, svarer han ikke og sender bare beskeden videre.”.
Stella Breiner fortalte, at hun selv har en sag i børneforvaltningen, hvor hun gentagne gange har bedt borgmesteren om et møde uden at få svar.
Flere af de fremmødte rettede skarp kritik mod borgmester Erik Lauritzen, som de anklagede for at svigte sit ansvar og undlade at gribe ind over for problemer, der ifølge dem har stået på i årevis. De mente også, at borgernes retssikkerhed og ytringsfrihed er truet, og at der hersker en kultur, hvor kritik bliver tiet ihjel.
Borgmester Erik Lauritzen overværede en del af demonstrationen og gik – efter at være blevet opfordret – på talerstolen for at adressere kritikken:
”Jeg vil gerne sige tak, fordi I er her og gør opmærksom på de her ting. Der er meget af det, jeg er ked af at høre, og som jeg ikke er enig i, men det er jeres ret at sige det”, sagde han og understregede, at det ikke var muligt at diskutere enkeltsager midt på Rådhustorvet.
Det udløste råb og skældsord fra flere af de fremmødte, og borgmesteren valgte at afbryde sin tale. Efterfølgende sagde borgmesteren til SønderborgNYT, at han tager protesterne alvorligt:
”Det er folks ret at sige, hvad de mener, og det vil jeg gerne lytte til. Jeg kan ikke give dem det, de ønsker her og nu, men jeg læser alle de henvendelser, der kommer”.
Han erkendte, at de hårde ord gjorde indtryk:
”Selvfølgelig rammer det, når folk råber skældsord efter én. Men det er ofte et udtryk for afmagt, og det skal vi tage alvorligt. Det giver stof til eftertanke, at nogle mennesker føler sig så pressede, at de griber til den slags. Jeg er ikke enig i, at alt i systemet er galt, men der er altid noget, vi kan gøre bedre”, sagde Erik Lauritzen til SønderborgNYT.




















