Modige mænd greb chancen ved Als Revyens audition

Ungt mod og rutineret erfaring mødtes til audition hos Als Revyen

Ungt mod og rutineret erfaring mødtes til audition hos Als Revyen

26. september 2025 Augustenborg Skrevet af: Caroline Tækker

Onsdag aften var der indkaldt til audition i Augustenborghallerne, hvor Als Revyen søgte en ny mand til holdet. Kravene var enkle: Han skulle kunne synge, følge en koreografi – og have lyst til at give den fuld gas på scenen.

Med det åbne kald fik lokale skuespilsamatører chancen for at flytte sangglæden ud af brusekabinen og ind i rampelysets skarpe lys. Blandt de fremmødte var både unge kræfter og rutinerede skuespillere. En af de modige var Jens Brunsgaard Clausen, nybagt student fra Sønderborg Statsskole:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg kendte faktisk ikke så meget til revyen, men jeg syntes, det lød super spændende. Jeg har prøvet kræfter med musicals i gymnasiet, og jeg tænkte, at det her kunne være en fed fortsættelse, som jeg kunne lære en masse af”.

I den helt anden ende af erfaringsskalaen stod Jørn Nilsen, med over 35 års teatererfaring i bagagen:

”Jeg har spillet med i mange forskellige teateropsætninger rundt omkring, blandt andet på Det Lille Teater. Jeg hørte om, at Als Revy manglede en skuespiller, da jeg stødte på deres stand til kulturnatten – og så tænkte jeg, at det var noget for mig”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I et lille lokale – med kaffe på kanden og forventning i luften – blev deltagerne efter en kort introduktion og fællessang kastet ud i solosang, skuespil og dans.

Instruktør Kristina Asmussen Gude-Hansen, ildsjæl og ophavsmand Peter Buhl samt næstformand Kasper Keller Petersen guidede forløbet, mens kapelmester Arne Vermehren satte tonen ved klaveret. For nogle gav ‘Æ Sproch’ sved på panden – for andre var det dansetrinene.

Men revyen handler om meget mere end sang og dans. For medlemmerne er den et frirum fra hverdagens travlhed og et stærkt fællesskab. Formand og ‘blæksprutte’ Elke Christensen beskrev det sådan:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Da jeg startede i revyen, var mit liv kaos. Men den er blevet mit fristed. Den er simpelthen livets eliksir for mig”.

Den oplevelse delte også de andre. For Jørn Nilsen betyder skuespillet en pause fra hverdagens krav:

”Det er en fantastisk måde at koble af på. Mange tror, at når de bliver stressede på arbejdet, skal de droppe deres hobby. Men det er netop en hobby som denne, der skaber ro i hovedet, fordi man er tvunget til at give slip”.

En af revyens bærende kræfter er Peter Buhl, der med næsten 50 år på de skrå brædder har været med til at forme forestillingen, som publikum kender i dag. Når han ser tilbage, er han ikke i tvivl. De frivillige er revyens livsnerve og siden 1968 har omkring 40 lokale ildsjæle båret forestillingen frem – fra kulisser og kostumer til lys, lyd og kaffebrygning.

Artiklen fortsætter under annoncen

”De frivillige hænger ikke på træerne, men her bliver de. De kommer igen år efter år, og det er vi dybt taknemmelige for. Vi passer godt på hinanden, og vi gør alt for, at det skal være sjovt – og det er det”, fortæller han.

Publikum kan se frem til en revy, der med humor kaster et satirisk blik på alt fra brugsforeningen rundt om hjørnet til de store nyheder ude i verden. Alvoren bliver pakket ind i sang, show, dans – og naturligvis en god portion ’synnejysk’ charme. Som Peter Buhl udtrykte det:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det skal være sjovt – men seriøst”.

Aftenen sluttede med et kig ind i Kultursalen, hvor scenen stadig venter på sine næste stjerner. Om det bliver Jørn Nilsen eller Jens Brunsgaard, der kan trække tæppet til side til marts, er endnu uafklaret, men aftenens audition viste, at revyens fremtid er i særdeles gode hænder – og fødder.

Forestillingerne finder sted den 12.-15. marts 2026 i Kultursalen i Augustenborghallerne, og billetsalget åbner d. 1. december 2025.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...