På Nordals står en række boligejere i en fastlåst situation. De vil gerne skifte deres gamle olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe og få del i det statslige tilskud på mellem 17.000 og 27.000 kroner. Men tilskuddet kan de ikke få, fordi deres område ifølge Sønderborg Kommunes varmeplan er udlagt til fjernvarme.
Og fjernvarmen, ja, den lader vente på sig.
I både Dyndved og Egen er det SONFOR Varme, der skal stå for at etablere fjernvarmen. Men opbakningen blandt beboerne er ikke stor nok til, at projekterne kan realiseres. Da SONFOR for to år siden spurgte husstandene i Dyndved, meldte 45 sig interesserede i fjernvarme.
Da interessen blev undersøgt igen, var der kun otte tilbage, og projektet blev sat på pause. I Egen ser billedet ens ud.
På et bestyrelsesmøde i juni måned fik SONFORs bestyrelse at vide, at tilslutningen var meget begrænset, og at økonomien i projektet ikke kunne hænge sammen. Dermed står mange boligejere i et grønt tomrum:
De kan ikke få fjernvarme, men de kan heller ikke få støtte til en varmepumpe.
SONFORs konstituerede direktør, Susanne Lehmann Pagh, bekræfter, at der ikke er konkrete planer om at rykke videre med nye projekter:
”Pt. har vi ikke yderligere projekter på tegnebrættet. Vores udgangspunkt er – og har hele tiden været – at der skal ligge et projektforslag, som viser, at projektet giver økonomisk mening for såvel samfund som nye og eksisterende kunder. I forhold til Egen er vi i gang med en revurdering af projektgrundlaget, og vi forventer at kunne dele resultaterne med borgerne i Egen inden for kort tid, her i løbet af efteråret,” siger hun til SønderborgNYT.
Det var i 2024, at byrådet i Sønderborg vedtog den omfattende varmeplan, som blandt andet fastlagde, at både Egen og Dyndved i fremtiden skal have fjernvarme.
Men med den manglende opbakning risikerer planen at spænde ben for de boligejere, der gerne vil skifte til en grønnere løsning allerede nu.
”Hvis projektet i Egen skal ændres, så skal der først udarbejdes et nyt projektforslag, som skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Vi er i gang med at revurdere projektgrundlaget for Egen, og så snart det er gjort, så informerer vi naturligvis borgerne i Egen. Det bliver hurtigst muligt her i løbet af efteråret,” siger Susanne Lehmann Pagh.
For Dyndved er situationen lidt anderledes. Her arbejder SONFOR allerede sammen med kommunen om at ændre status:
”I forhold til Dyndved har vi søgt Sønderborg Kommune om, at godkendelsen bortfalder, så SONFOR Varme A/S fritages sin forsyningsforpligtelse for området og forbrugerne i Dyndved dermed får mulighed for at afsøge andre varmealternativer. Sagen bliver behandlet netop i dag af Natur, Klima og Miljøforvaltningen, og vi afventer derfor pt. deres afgørelse,” udtaler Susanne Lehmann Pagh.
Og det er sammenfaldende med, at SønderborgNYT begyndte at interessere sig for historien.
Allerede den 22. september spurgte vi ind til sagen hos både Asger Romme Andersen, borgmester Erik Lauritzen og SONFOR, og et par dage efter vores henvendelse sendte SONFOR et brev til Sønderborg Kommune.
Her ønsker de at lade godkendelsen af projektforslaget for fjernvarmeforsyning af Dyndved fra 2024 bortfalde og dermed åbne for, at varmeplanen kan ændre status og ikke længere være udlagt til fjernvarmeområde.
Konkret skriver SONFOR, at der er modtaget ni bindende kontrakter og på den baggrund vurderer SONFOR ikke, at det er realistisk, at projektforudsætningerne vedrørende tilslutning kan indfries, og beder derfor om, at godkendelsen bortfalder. Dermed kan SONFOR fritages sin forsyningsforpligtelse for området og forbrugerne i Dyndved få mulighed for at afsøge andre varmealternativer.
Og SONFORs ønsker er allerede sat på dagsordenen på dagens møde i Natur-, Klima- og Miljøudvalget og dermed ligger bolden nu hos byrådspolitikerne, når de mødes klokken 14:00 på Rådhuset. Hvis udvalget nikker ja til SONFORs ønske, vil boligejerne i Dyndved kunne se frem til at søge om tilskud til en varmepumpe.
SønderborgNYT har også rakt ud til borgmester Erik Lauritzen for at høre, hvad han mener om den uheldige situation, som en række boligejere er ramt af.
Men borgmesteren er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.





















