Casper Thede Olsen, Nordborg, skriver:
Læserindlæg: SONFOR sælger stadig skindet, før bjørnen er skudt
I december 2024 lovede SONFOR, at priserne i 2025 ikke ville stige – til trods for en allerede kæmpe underdækning i 2024.
Ved indgangen til 2025 lød den samlede underdækning på omkring 21,5 millioner kroner, men hen over foråret voksede budgetafvigelsen med cirka 11 millioner kroner på få måneder som følge af forsinkelser og driftsproblemer, blandt andet med den nye varmepumpe. Ved udgangen af juni måtte selskabet meddele, at priserne alligevel hæves pr. 1. oktober.
Nu melder SONFOR ud, at underdækningen kan være væk allerede ved udgangen af 2025. Ifølge den konstituerede direktør, Susanne Pagh, har man fundet et ‘optimeringspotentiale på 5 millioner kroner om året’. Det står i skarp kontrast til udmeldingerne fra sommeren, hvor driften efter sigende allerede var fuldt optimeret.
I et interview i juli forklarede den daværende direktør, Christian Udby: ’Vi har haft en ekstern part til at gennemgå vores drift. Deres vurdering er, at vi er så optimerede, som vi kan være’. Det samme blev gentaget fra scenen under forbruger mødet i august, hvor budskabet igen var, at der ikke var mere at spare, alt var så optimeret som det kunne være.
Hvis begge udsagn skal være sande, må man spørge: Har SONFOR ændret drift – eller blot fortælling?
For mindre end 14 dage siden fik SONFOR flere afslag fra Sønderborg Kommune, blandt andet på en ansøgning om kapitalindskud til den historiske underdækning. Selskabet havde bedt om 7,1 mio. kr. til tidligere års underdækning og 2,9 mio. kr. til oprensning af en forurenet værksgrund.
Kommunens revisor, BDO, konkluderede, at sådan støtte ville stride mod kommunalfuldmagten, hvile-i-sig-selv-princippet og statsstøttereglerne, og ansøgningen blev derfor afvist. Ligesom de andre blev det. Man kan derfor undre sig over, hvorfor SONFOR for bare 14 dage siden stod med hatten i hånden og bad om kapitalindskud – for kort efter at proklamere, at ’nu har vi fået økonomien på sporet, og underdækningen kan indhentes allerede i 2025’.
Hvordan kan et selskab på to uger gå fra at mangle millioner til pludselig at have løst det hele med et trylleslag?
Den historiske underdækning på 7,1 mio. kr. indgår som en del af den samlede under¬dækning på 21,5 mio. kr. Men SONFOR skriver ikke, om det er hele beløbet eller blot den historiske del, man forventer at kunne indhente i 2025.
Samtidig er referater fra bestyrelsesmøder stadig omkring en måned eller mere forsinkede, og vigtig information når sjældent ud til offentligheden. Når SONFOR siger, at de ’gerne vil dele det, de kan fortælle’, er det svært at forstå, hvorfor selv de mest basale beslutningsreferater udebliver.
Det er tankevækkende, at SONFOR nu mener at kunne forudsige økonomien flere måneder frem, når man i december sidste år ikke engang kunne se en underdækning på 11 millioner kroner, som allerede var opstået.
Det gør det svært at tage den nye optimisme alvorligt. Der skal mere end flotte ord og nye forventninger til at genvinde tilliden på Nordals. Tilliden er knækket – og vi har lært, at man må se resultaterne, før man tror på, hvad der bliver meldt ud. Alt i alt viser forløbet blot endnu engang, at der er behov for en seriøs og uvildig undersøgelse af SONFOR.
Bjørnen er stadig ikke skudt.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















