Biblioteket Sønderborg inviterer nye familier i Sønderborg med børn i alderen 0-2 år til ’Beginnings – Family Meetup’. Det sker over fem tirsdage i efteråret, første gang tirsdag den 21. oktober 2025.
Nyankomne familier i Sønderborg Kommune bydes på hygge, leg og litteratur i et fællesskab, der styrker børns sproglige udvikling og giver forældre mulighed for at mødes med andre.
Biblioteket skaber en hyggelig stemning med sang, leg og højtlæsning, ligesom der tilbydes vejledning i, hvordan man kan bestille bøger på andre sprog og bruge af forskellige digitale services.
“Der er altid en virkelig hyggelig og tryg stemning, når vi mødes, og familierne udtrykker stor glæde over at lære andre tilflyttere at kende”, fortæller børnebibliotekar Monica Ipsen, der er en af dem, der står for familietilbuddet.
Tilbuddet finder sted fem tirsdage i træk, første gang den 21. oktober – alle gange er fra klokken 9:30 til 11:00 på Biblioteket Sønderborg. Det er gratis at deltage, men tilmelding er påkrævet via bibliotekets hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















