Bordene bugnede af orange græskar i Sønderborg Slots gamle sale tirsdag formiddag, og børn sad koncentreret med skeer og skabeloner, mens fantasien foldede sig ud. Det var første gang, Sønderborg Slot inviterede til græskarudskæring i efterårsferien, og arrangementet blev taget godt imod:
”De første to hold var udsolgt i dag, og det første hold er også udsolgt i morgen”, fortalte medarbejder Lea Dohrmann til SønderborgNYT. Hun havde gjort rummet klar med græskar og alverdens udstikningsredskaber.
Blandt deltagerne var Tove Zanchetta og hendes børnebørn, som havde valgt at bruge tirsdagen på slottet:
”Jeg synes, det er så fint og hyggeligt. Det er dejligt at have noget at lave med børnebørnene, når de er på besøg i efterårsferien”, sagde hun, mens børnebørnene stolt poserede med deres kreationer til et billede.
”Min har fået balder”, grinede en dreng og viste stolt sit værk frem, mens lillesøsteren kæmpede med at udhule sit helt eget græskar. Rundt omkring hjalp forældre og bedsteforældre til – nogle med kameraet i hånden, andre med ærmerne smøget op og skeen i gang.
Museumsformidler Martin Skov fortalte, at arrangementet var en del af et ønske om at gøre slottet endnu mere levende:
”Vi vil gerne have mere ’røren og gøren’ for børnene her. Vi er i gang med at ombygge nye lokaler, hvor tanken også er, at der skal være plads til flere sjove aktiviteter for børn i fremtiden”, fortalte han.
Efter halvanden times skærearbejde stod de færdige græskar klar – nogle blev taget med hjem, mens andre fik lov at blive stående på slottet, hvor de spredte en ekstra hyggelig stemning, når mørket faldt på. I caféen duftede der af varm græskarsuppe og nybagte græskarboller, som – inkluderet i prisen – ventede på trætte hænder og sultne maver.
Mange brugte græskarudskæringen som en hyggelig del af en hel dag på slottet, og flere valgte bagefter at gå på opdagelse i de gamle sale og udstillinger på egen hånd. Her kunne man blandt andet kigge ind i kirken og riddersalen eller se ned i fangehullet, hvor historiens vingesus mærkes helt tæt på.
Med en fortid som historielærer ved Martin Skov, hvad der skal til for at fange børns opmærksomhed:
”Det nytter ikke bare at stå og snakke timerne væk. Jeg tror, vi vinder meget ved, at historieundervisningen foregår herude, hvor børnene er med og aktive, i stedet for i klasselokalet. Her mærker man historien på en helt anden måde”, sagde han.
For dem, der vil have endnu mere historie med hjem, tilbyder Sønderborg Slot også daglige omvisninger mandag til fredag. Her fortælles blandt andet om Kong Christian 2., der sad fanget på slottet i 17 år, og Hertug Hans den Yngre, som nåede at få hele 23 børn.
Der kan skæres græskar og nydes suppe fra tirsdag den 14. til fredag den 17. oktober kl. 11:00 og kl. 13:00. For at deltage i græskarudskæringen skal børn have en aktivitetsbillet, mens voksne, der også vil skære, skal have både aktivitetsbillet og entrébillet.
Sønderborg Slot holder åbent alle dage i efterårsferien fra mandag den 13. til søndag den 19. oktober kl. 10.00–17.00.






















