Sønderjyllands Kunstskole inviterer alle med interesse for Sønderborg Kommunes kunst- og kulturliv til valgdebat om kunst. Det sker tirsdag den 28. oktober 2025 i Multikulturhuset.
Debatten er arrangeret i anledning af det forestående kommunal- og regionsrådsvalg, og afholdes med deltagelse af borgmester Erik Lauritzen, formand for udvalget Kultur, Idræt og Medborgerskab, Christel Leiendecker, og et panel af andre politikere.
”Som kunstskole vil vi gerne være med til at sætte fokus på, at kunst ikke bare er udsmykning, men også en måde at skabe fællesskab, refleksion og udvikling på. Sønderborg Kommune har et rigt kulturliv og stærke kulturelle institutioner, og vi vil gerne skabe en debat om, hvordan vi også i fremtiden giver kunsten de rette vilkår for at blomstre”, fortæller skoleleder på Sønderjyllands Kunstskole, Thomas Lunau.
Valgdebatten finder sted den 28. oktober klokken 17:00 i Multikulturhuset på plan 2 i David Hockney-lokalet. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne – Sønderjyllands Kunstskole tilbyder et kreativt lokale for børn under debatten.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















