For første gang nogensinde får Danmark besøg af den internationale succes ‘Tina – The Tina Turner Musical’, når forestillingen spiller i Sønderborg i 2026.
Publikum kan glæde sig til en kraftfuld og rørende fortælling om Tina Turners liv – fra de første skridt i karrieren og det hårde ægteskab med Ike Turner, til det store gennembrud, hvor hun endelig træder frem som The Queen of Rock’n’Roll.
Musicalen bygger på den sande historie om en af verdens mest ikoniske musikere og viser, hvordan vilje, mod og kærlighed til musikken kan overvinde selv de største forhindringer.
Forestillingen er blevet en global publikumssucces i både London, New York, Hamborg og Madrid, og nu får sønderjyderne chancen for at opleve den på dansk jord.
Tina – The Tina Turner Musical byder på et stort miks af sangere, dansere og musikere, og i centrum står den danske sangerinde Iris Gold, som skal løfte rollen som Tina Turner.
“Det er helt vildt, at vi får lov at præsentere en musical i den her liga i Sønderborg. Tina er ikke bare en forestilling, det er en oplevelse, der rammer både hjertet og trommehinden. Vi glæder os til at vise, at store internationale produktioner også kan finde vej til Sønderjylland”, siger Jeff Ace Schjerlund, producent og medstifter af SJMUSICALS.
SJMUSICALS står for Sønderjylland Musicals og er et nyt samarbejde mellem Sønderborg Sommer Revy Show og LION Entertainment med målet om at bringe nogle af de største musicaloplevelser til Sønderjylland.
Musicalen spiller fra onsdag den 4. til søndag den 8. november 2026 i Skansen i Sønderborg, og billetter kan købes via SJ Musicals hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.























