Den nye meningsmåling fra Epinion peger på markante forskydninger i det politiske landskab i Sønderborg Kommune – og dermed i den fremtidige sammensætning af byrådets 31 pladser.
Det vurderer lektor Søren Iversen, der i mange år har analyseret både lokale og nationale valg sammen med sine elever på Sønderborg Statsskole. SønderborgNYT har bedt ham give sit bud på, hvordan de 31 byrådspladser kan blive fordelt, hvis dagens måling holder hele vejen frem til valgdagen.
Ifølge Søren Iversen giver den nye måling følgende mandatfordelingen:
Parti – antal mandater KV25 (mandater KV21) ændring
Socialdemokratiet – 13 mandater (14) -1 mandat
Det Konservative Folkeparti – 1 mandat (0) +1 mandat
Nye Borgerlige – 0 mandater (1) -1 mandat
SF – Socialistisk Folkeparti – 2 mandater (0) +2 mandater
Liberal Alliance – 3 mandater (0) +3 mandater
Dansk Folkeparti – 2 mandater (1) +1 mandat
Slesvigsk Parti – 1 mandat (3) -2 mandater
Venstre – 6 mandater (11) -5 mandater
Danmarksdemokraterne – 3 mandater (0) +3 mandater
Enhedslisten – 0 mandater (1) -1 mandat
Med den nye mandatfordeling, vil der fremover være repræsenteret 8 partier i byrådet, mod i dag 6.
Socialdemokratiet får 13 mandater mod 14 i dag, Venstre går markant tilbage fra 11 til 6, og Slesvigsk Parti mere end halveres fra 3 til 1 mandat. Enhedslisten står til at miste sit eneste mandat og ryger dermed helt ud af byrådet.
Til gengæld er der fremgang at hente i den borgerlige lejr. Liberal Alliance står til 3 pladser, og Danmarksdemokraterne kan også se frem til at få 3 pladser i byrådssalen. Det Konservative Folkeparti ser ud til at få en enkelt plads i byrådssalen, mens SF ifølge målingen får 2 pladser og dermed en tilbagevenden til byrådet.
Dansk Folkeparti går fra én til to pladser, mens Nye Borgerlige, der har meddelt, at de ikke stiller op, naturligvis mister deres plads.
Dermed vil der fremover være repræsenteret hele otte partier i byrådet mod seks i dag og hvis målingen holder, står Sønderborg Kommune over for sit mest fragmenterede byråd i nyere tid – med flere partier, skarpere ideologiske skel og vanskeligere forhandlinger.
“Der bliver nok at tale om på valgnatten”, siger Søren Iversen med et smil og fortsætter:
“Med otte partier i byrådet bliver matematikken kompliceret. Der kan faktisk dannes hele 70 forskellige firepartikoalitioner – men kun 35 af dem vil have flertal. Den mest dominerende – og samtidig mest usandsynlige – kombination ville være Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, som tilsammen ville få 25 mandater”.
Han tilføjer, at meningsmålingen viser, at vælgerne i Sønderborg i stigende grad fordeler sig over et bredt felt af partier og det kan betyde både større uforudsigelighed og mere spændende forhandlinger, når byrådet skal sammensættes.
Metode og kilde:
Mandaterne er fordelt i to trin efter den d’Hondtske metode først mellem de to store partier (A og V) og valgforbundene. Dernæst inden for hvert af valgforbundene.
Målingen er udarbejdet af Epinion for “Dit valg. Vores Danmark”, som Constructive Institute og en række fonde står bag. Data er indsamlet fra 4. september til 13. oktober 2025 og bygger på svar fra 461 respondenter, der forventer at stemme og har en idé om, hvem de vil stemme på.

















