Ærter, linser og bønner kan snart få en mere fast plads på tallerkenerne i Sønderborg. Kommunen har fået to millioner kroner til et fireårigt projekt, hvor lokale landmænd, SDU og de kommunale køkkener skal samarbejde om at få flere danske bælgfrugter i maden.
Projektet starter i år og løber frem til udgangen af 2029. Det understøtter samtidig Sønderborg Kommunes vision om, at DGI Landsstævnet i 2029 skal have et bæredygtigt fokus.
I dag spiser danskerne i gennemsnit kun 10 gram bælgfrugter om dagen, selvom kostrådene anbefaler ti gange så meget. De proteinrige afgrøder er både sunde og gode for klimaet, og derfor er Sønderborg Kommune med i det landsdækkende projekt Dansk BælgBoost, som skal løfte forbruget af danske og lokalt dyrkede bælgfrugter.
Projektet er finansieret af Fonden for Plantebaserede Fødevarer og omfatter partnere som SEGES Innovation, SDU, Aarhus Universitetshospital, Teknologisk Institut og flere kommuner.
Sønderborgs del af projektet handler især om at afprøve, hvordan bælgfrugter kan bruges i de kommunale køkkener – og hvordan man får borgerne til at spise flere af dem.
“Det er svært at producere danske bælgfrugter i dag, men flere lokale landmænd har vist interesse for at dyrke dem. Det handler også om at finde ud af, hvordan de kan forarbejdes lokalt og leveres direkte til vores køkkener. Det betyder meget for vores ambitioner om at bruge lokale fødevarer”, siger Tom Hartvig Nielsen, formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, i en pressemeddelelse.
Også næstformand i udvalget, Charlotte Riis Engelbrecht, ser store muligheder:
“Flere af vores køkkener er klar til at være med, og nu skal vi afprøve, hvordan vi kan få flere danske bælgfrugter ind i maden. Samtidig håber vi, at vi i løbet af de næste år kan aftage lokalt producerede bælgfrugter, som mindsker klimaaftrykket”.
Projektet løber frem til udgangen af 2029, hvor erfaringerne fra Sønderborg skal bidrage til at styrke den danske produktion og forbrug af bælgfrugter, fra mark til middagsbord.















