Lars Christensen forbindes ikke mindst med Broager Sparekasse, som han stod i spidsen for i knap to årtier. Ved fusionen mellem Frøs Sparekasse og Broager Sparekasse blev han meddirektør sammen med Max Hovedskov fra det tidligere Frøs Sparekasse.
Men når året rinder ud, er det også slut for Lars Blaabjerg Christensen efter en lang karriere inden for bankverdenen.
”Jeg stopper ultimo 2025. Jeg fylder 60 år og har været med i bankverdenen i 42 år, heraf 20 år som direktør. Hvad jeg herefter skal lave, ved jeg endnu ikke, men foreløbig vil jeg nyde livet”, fortæller direktør i Sydjysk Sparekasse, Lars Christensen, til SønderborgNYT.
Lars Christensen stammer fra Tinglev og er af en familie af orgelbyggere. Selv gik han dog andre veje og blev talmand. Han har været filialdirektør for Sydbank i Hamborg og senere erhvervschef for Sydbank i Tyskland, inden han i 2005 kom til Broager Sparekasse.
Bankdirektøren har om nogen oplevet op- og nedture i bankverdenen og været med, da banker og sparekasser oprettede filialer i snart sagt hver en lille flække – og også rykkede over grænserne til landsdelene – til nu, da fusionerne præger bankverdenen, og provinsbyerne har sagt farvel til mange bankfilialer.
Han har stået i spidsen for Broager Sparekasse, da den fik sit bedste resultat nogensinde, men også, da den fik besøg af Finanstilsynet, og der måtte en hestekur til for at rette op på forholdene.
Lars Christensen har selv medvirket til fusionen mellem Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse, som blev til Sydjysk Sparekasse, hvor de to pengeinstitutter samlede 75.000 bankkunder. Så han mener at have udfyldt sin borgerpligt som pengemand, siger han til SønderborgNYT.
Lars Christensen benytter julens og årsskiftets komme til at markere sin 60-års fødselsdag og sit farvel til fast direktørjob i bankverdenen. Om han kommer igen i en eller anden form som bestyrelsesmedlem eller i anden finansiel sammenhæng, vil tiden vise.
Foreløbig koncentrerer han sig om familien og de nære ting, når jule- og nytårsklokkerne lyder.























