Henrik Rathje, Egernsund, byrådskandidat for Socialdemokratiet, skriver:
Læserindlæg: 26 kroner – én billet, hele Sønderborg Kommune
Tænk hvis du kunne tage bussen fra Nordborg til Gråsten, fra Kegnæs til Sønderborg eller fra Vollerup til midtbyen – for den samme pris. Ét fælles billettilbud på kun 26 kroner for en rejse i hele Sønderborg Kommune. Det er både fair, enkelt og en stærk håndsrækning til pendlere, og familier der er bosat i landdistrikter
Men billigere billetter alene gør det ikke. Vi skal også gøre bussen hurtigere, hyppigere.
Derfor foreslår jeg:
Hurtigruter på rute 223 Gråsten – Nordborg – Morgen og eftermiddag, så pendlere får kortere transporttid til og fra arbejde.
Rute 229 til Kegnæs skal køre på søn- og helligdage – Kegnæs skal ikke være afskåret fra resten af kommunen på søn- og helligdage
Vollerup skal ind som en del af bybusnettet – Sønderborg vokser – og kollektiv trafik skal følge med.
Mere bybus – med ændrede linjeføringer – Så vi får bybussen, mere ud i Sønderborg by.
Rute 8 på time drift – og forbi lufthavnen – Et moderne kollektivt system skal binde hele kommunen sammen – også luften over os.
Sikre stoppesteder med mere lys – Der har allerede været uheld på grund af dårligt oplyste stoppesteder. Det skal vi finde en løsning på. Tryghed skal være standard – ikke en luksus.
Vi er en kommune med høje ambitioner om grøn omstilling og lokal udvikling – men så skal vi også kunne komme rundt, uden at bilen altid er svaret.
Jeg vil arbejde for, at du kan tage bussen for 26 kroner i hele Sønderborg Kommune. Det er nemt. Det er grønt. Det er klogt.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].




















