Når gravemaskinerne i 2026 ruller ind i Broager Bymidte, bliver det begyndelsen på et længe ventet løft. Sønderborg Kommune har netop godkendt en trafikplan, der skal gøre midtbyen både tryggere, pænere og mere levende – med fokus på de bløde trafikanter.
Planen er blevet til i tæt dialog med Broager Udviklingsforum og lokale aktører, og den har især blikket rettet mod Storegade, Vestergade, Østergade, Møllegade og Torvet. Her skal trafikken gentænkes, og byrummet gøres mere indbydende.
”Vi har lyttet til borgerrepræsentanterne og de lokale aktører, og det er tydeligt, at der er et stort ønske om at gøre Broager Bymidte mere funktionel og indbydende. Med denne plan tager vi et vigtigt skridt mod at skabe en bymidte, hvor både trafiksikkerhed, tilgængelighed og byliv går hånd i hånd. Ensretningen af Vestergade er et godt sted at begynde, da det løser nogle af de mest presserende trafikale udfordringer”, siger Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget og byrådsmedlem for Slesvigsk Parti,
Det første store skridt bliver netop Vestergade, som ensrettes fra Parkvej mod Nejsvej. Det skal skabe mere plads til fodgængere og cyklister og gøre det muligt for vareleverancer til Coop365 at foregå via Vestergade i stedet for via Torvet. Samtidig får vejen ny belægning, fortovet bliver bredere, og gadebilledet mere roligt.
I kommunens budgetforlig for 2026-2029 er der afsat 8 mio. kroner til projektet i 2026 og 2027 og hvis alt går efter planen, bliver det startskuddet til en større forandring af hele Broager Bymidte.
”En bedre bymidte i Broager har været på tapetet i mange år, nu kan vi endelig begynde at realisere planerne. Det glæder mig, at vi kan gå i gang næste år, så vi både får bedre trafikforhold og bedre forhold for de bløde trafikanter som skolebørnene. Inden vi for alvor går i gang, vil der blive inviteret til drop-in møder, hvor borgerne får mulighed for at komme med input”, siger socialdemokratiets Kristian Beuschau, som også er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
Når arbejdet med Vestergade er gennemført, venter næste etaper – ombygning af Torvet, fjernelse af indsnævringen på Storegade, nye teglsten i stedet for søsten og belægning med chaussésten i blandt andet Møllegade, Storegade og Borgergade. En ny brostensbelægning på Stien og Peter Nissens Gang skal også være med til at give midtbyen et mere sammenhængende udtryk.
Hele trafikplanen er prissat til 42 millioner kroner og hænger tæt sammen med Bystrategien for Broager By, der lægger vægt på bedre forhold for både bilister og bløde trafikanter – og ikke mindst et mere samlet og levende bycentrum.
Inden gravemaskinerne går i gang, får borgerne dog endnu en chance for at sætte deres præg. Sønderborg Kommune planlægger et drop-in møde, hvor trafikplanen bliver præsenteret, og hvor ideer og forslag kan blive vendt, før arbejdet for alvor begynder. Hvis der kommer væsentlige ændringsforslag, skal Teknik-, By- og Boligudvalget tage sagen op igen.




















