Årets udgave af Sønderjysk Almanak tager læserne med ind i fortællinger fra begge sider af grænsen. Temaet for 2026 er ‘Grænseland’, og både historiske, kulturelle og personlige vinkler giver indblik i, hvordan livet leves dér, hvor Danmark og Tyskland mødes.
Professor Steen Bo Frandsen deler sine tanker om erindringens rolle i grænselandet, mens Stephan Kleinschmidt sætter ord på, hvordan samarbejdet på tværs af grænsen både kan styrke udviklingen og skabe større forståelse mellem mennesker. Med udgangspunkt i sin egen baggrund mellem to kulturer peger han på, at grænsen ikke kun adskiller, den forbinder også, når man vælger at bruge den som bro.
Der er også historier om sprogets finurligheder, når man færdes mellem to kulturer – fortalt både af forskere og folk, der oplever det i hverdagen. De historiske artikler spænder fra Røde Kors’ 150-års jubilæum og flækkerne i Sønderjylland til gamle billeder fra Vojens og fortællingen om en særlig højskole i Abild.
De faste indslag som ’For 50 år siden’, ’En god historie fra arkivet’ og den årlige prolog på sønderjysk er selvfølgelig med. Bogen kan købes hos lokale boghandlere og på Sønderjysk Skoleforenings hjemmeside.
















