Vibeke Schou, Sønderborg, byrådskandidat for Personlig Frihed, skriver:
Læserindlæg: Er den kritiske journalistik fuldstændigt død?
Hvis man ikke støtter op om de store industriers narrativ, så bliver man udelukket fra medierne. Medierne er sponsoreret af annoncer. Hvis man taler imod disse penges interesser, så bliver man ikke hørt. Så kan man sende læserbrev på læserbrev og information om nyheder ind igen og igen og møde en lukket dør.
Det er selvfølgelig ikke nyt for mig, som står udenfor dette narrativ, men mange har aldrig stillet sig selv spørgsmålet om, hvorfor vi ikke ser mere kritisk journalistik i medierne. De fleste har lært, at det er uhøfligt at stille spørgsmål ved narrativet. Man vil ikke ødelægge den gode stemning. Med dette forsvinder vores alles frihed og retten til at bestemme i vores eget liv.
Lad os nu se om de vil bringe dette læserbrev, måske et enkelt uden direkte kritisk rettet indhold slipper igennem?
Kommentar fra Michael Kjær, ansvarshavende redaktør, SønderborgNYT:
Jeg kan ikke genkende din kritik, hvis den er møntet på SønderborgNYT. Hvem der annoncerer hos SønderborgNYT, og hvad vi skriver redaktionelt, har ingen sammenhæng. Vi er uafhængige af både politiske og økonomiske interesser. Vi har blandt andet bragt læserindlæg fra dig og omtalt dit kandidatur og parti på lige fod med de øvrige, der stiller op til KV25.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

















