Appel til det nye byråd: Giv børn med særlige behov et fritidsliv på lige vilkår

Politisk ansvar efterlyses: Inkludér børn med særlige behov

Politisk ansvar efterlyses: Inkludér børn med særlige behov

13. november 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg Handicap Idræt (SHI), Gråsten Boldklub og Danske Handicaporganisationer i Sønderborg opfordrer det nye byråd til at tage et samlet ansvar for, at flere børn med særlige behov får mulighed for at dyrke sport og være en del af fællesskabet.

”I dag deltager under 20 procent af børn med særlige behov i fritidslivet – mod over 80 procent blandt andre børn. Det viser, at vi har et problem, som kræver handling”, siger Peter Rathje, formand for SHI.

Han peger på, at kommunen bør styrke samarbejdet med idrætsforeningerne og hjælpe familierne mere direkte:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Børnene og forældrene har brug for håndholdte indsatser – fritidsvejledning, hjælp til transport og uddannelse af trænere. Det vil gøre en kæmpe forskel”.

Et eksempel på, hvordan det kan lykkes, ses allerede hver mandag, hvor et hold børn og unge med særlige udfordringer mødes for at spille fodbold – om sommeren i Årsbjerg og om vinteren i Kværs Hallen.

Her står frivillige trænere fra Gråsten Boldklub klar med både bolde, smil og high-fives.

”Det betyder meget for børnene, at de kan deltage i og have et aktivt fritidsliv, som alle andre børn. Som trænere bruger vi rigtig meget tid på at skabe inkluderende rammer, hvor børnene kan have et frirum og få succeshistorier” fortæller Nina Mikkelsen, parasport-træner i Gråsten Boldklub og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi oplever, at mange forældre ikke aner, hvor de skal henvende sig, hvis deres barn har særlige behov. Det kræver en koordineret indsats, hvor kommunen, klubberne og foreningerne arbejder sammen”.

De tre organisationer foreslår derfor, at Sønderborg tager næste skridt:

”Vi foreslår at skabe et House of ’Special’ Sports, hvor børn med særlige behov, deres skoler og familier bliver knyttet tættere til kommunens mange idræts- og fritidstilbud”, siger Peter Rathje.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forslaget bakkes stærkt op af Bente Rey, formand for Danske Handicaporganisationer i Sønderborg:

”Hvis Sønderborg skal være en kommune for alle, skal børn med handicap have samme muligheder som andre for at være en del af fællesskabet. Det kræver, at politikerne sætter retning og afsætter ressourcer – og det haster”, understreger hun.

Peter Rathje ser initiativet som en naturlig forlængelse af kommunens Med på holdet-indsats for voksne med udviklingshandicap – og som en mulighed for at gøre Sønderborg til et forbillede for inkluderende idræt.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Potentialet er stort, og vi oplever allerede interesse for at støtte op udefra. Sønderborg kan vise vejen – og i 2029 byde velkommen til et DGI Landsstævne, hvor alle unge deltager,” siger Peter Rathje, formand for Sønderborg Handicap Idræt.

4. juni 2026 Erhverv, Sønderborg

Hun startede på gulvet i Sønderborg – nu skal hun lede hele varehuset

4. juni 2026 Erhverv

Når kunderne efter sommerferien møder den nye varehuschef i Bilka Sønderborg, bliver det et gensyn med et velkendt ansigt. Fra 1. juli tiltræder Maria Oldager som ny varehuschef, hvor hun overtager posten efter Palle Løgstrup, der tidligere på året skiftede til Bilka Esbjerg. For Maria Oldager bliver det samtidig et comeback til den by, hvor […]

Læs mere...