Sønderborg skiller sig tydeligt ud i en ny analyse fra Green Power Denmark, der viser, at kommunen har den højeste andel af energiarbejdspladser i hele landet. Tallene fra 2024 placerer Sønderborg solidt på førstepladsen, og det afspejler sig i hverdagen hos de mange virksomheder, der udvikler løsninger, producerer udstyr og arbejder med grøn energi på fuld tryk.
På landsplan var der 107.720 fuldtidsansatte i energisektoren i 2024. Det dækker alt fra udvikling af energieffektive produkter til produktion af udstyr som eksempelvis vindmøller. I Sønderborg fylder branchen ekstra meget: 15 procent af alle ansatte i kommunen arbejder med energi, mens landsgennemsnittet er 4,2 procent.
Borgmester Erik Lauritzen lægger ikke skjul på, at han er stolt over, at Sønderborg Kommune ligger helt i front. Han ser udviklingen som et tydeligt tegn på, at den grønne omstilling skaber både vækst og arbejdspladser i området.
“ProjectZero bygger på stærke partnerskaber, der gør, at vi er godt på vej mod nullet i 2029, og det handler ikke kun om klima. Sønderborg området inspirerer verden til grøn omstilling, og det skaber vækst i de lokale virksomheder og dermed attraktive jobs”, fortæller Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.
Formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk, fremhæver, at analysen bekræfter en udvikling, der længe har været tydelig i kommunens nærliggende erhvervsliv.
“Energisektoren er en hjørnesten i Sønderborg Kommunes udvikling, fordi vi har en lang række virksomheder, der leverer energieffektive løsninger. Den flotte placering i Green Power Denmarks opgørelse dokumenterer, at Sønderborg Byråd valgte rigtigt ved at oprette Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, fordi energiarbejdspladserne er en central del af den grønne udvikling i kommunen. Arbejdet fortsætter, for mulighederne er ikke udtømte: Grøn vækst vil fortsat være en dynamo i Sønderborg Kommunes fremtidige udvikling”, siger Kjeld Stærk.
Hele analysen ligger på Green Power Denmarks hjemmeside.




















