Als Revyen vender tilbage i 2026 med forestillingen ’Et skud fra hoften’, som er en hyldest til spontaniteten og de sandheder, der falder lettest, når der ikke er tid til at pakke dem ind. Det sker over fire dage med premiere torsdag den 12. marts 2026 i Augustenborg Hallerne.
Et skud fra hoften handler om at turde reagere – både på det politiske, det globale, det lokale og det helt nære. Intet er for stort, og intet er for småt. Revyen sender publikum gennem et univers, hvor satiren glimter, musikken fylder, og man ikke kan holde grinene tilbage over de ting, alle går og tumler med.
”Et skud fra hoften handler for mig om modet til at være umiddelbar. Revyen er et frirum, hvor vi tør sige tingene ligeud, grine af os selv og mærke fællesskabet i salen. Jeg glæder mig til at dele en forestilling med publikum, der både er aktuel, kærlig og fuld af overraskelser – og jeg håber, at alle går herfra lidt lettere om hjertet”, siger forestillingens instruktør Kristina Asmussen Gude-Hansen.
Hun har siden 2019 stået for at instruere Als Revyen, og hun har i år samlet et hold, som tør reagere hurtigt og tænker skarpt, mens de giver publikum en aften med både store verdensscener og nære hverdagsglimt.
Revyholdet, der sørger for kærligt drilleri, hudløs ærlighed og masser af musik, består af Jens Brunsgaard Clausen, der er ny i truppen, samt Kasper Keller Petersen, Kristine Døssing Duus, Nana Leman, Rene Johannsen Asmussen, Susan Babbel og Tina Soleyman.
Det er kapelmester Arne Vermehren, der fører firemands-revyorkestret, som udfordrer og støtter scenens tempo med musikalske overraskelser, små skævheder og nye arrangementer.
Als Revyen finder sted den 12., 13. og 14. marts 2026 klokken 20:00 og den 15. marts 2026 klokken 15:30 i Kultursalen i Augustenborg Hallerne. Billetsalget starter på mandag den 1. december 2025 og billetter kan købes på Als Revyens hjemmeside.






















