Der er nu taget et afgørende skridt i udviklingen af et gammelt industriområder, efter at Boligforeningen Søbo og Erhverv og Bolig Byg A/S har indgået en kontrakt om opførelsen af 26 studieboliger og 13 familieboliger på adressen Bülowsvej 6.
Kontrakten er betinget af en kommunal godkendelse, men forventningen er klar: Hvis godkendelsen falder på plads, kan de fremtidige beboere flytte ind i august 2027 og hos Boligforeningen Søbo er der glæde over, at projektet nu nærmer sig realisering.
“Vi er utroligt glade for, at det nu lykkes at få afsluttet vores store transformation af Bülowsvej fra industrikvarter til et attraktivt boligområde,” siger formand Annalise Lyngkilde.
Hun fremhæver, at vejen dertil har været lang og præget af komplekse opgaver.
“Projektet har været længe undervejs, og det har været en stor opgave at få enderne til at hænge sammen med både at løse de miljømæssige udfordringer og samtidig sikre en økonomi, så der kan bygges alment. Vi værdsætter Erhverv og Bolig Bygs mod på at prøve kræfter med et nyt område af landet, og at de vil entrere med underleverandører i form af de lokale håndværkere, der var med på vores første etape af Bülowsvej”.
Erhverv og Bolig Byg, som har til huse i Randers, har erfaring med total- og hovedentrepriser i hele landet, og projektleder Mikkel Jacobsen fortæller, at virksomheden ser frem til at spille en aktiv rolle i udviklingen af området:
“Vi er glade for at kunne starte et arbejde op i Sønderjylland med fokus på samarbejde, kvalitet og overholdelse af tidsfrister til konkurrencedygtige priser”, siger han.
Når byggeriet står færdigt, vil udlejningen af de 26 studieboliger ske via StudieBolig Syd, mens de 13 familieboliger udlejes direkte gennem Boligforeningen Søbos almindelige venteliste.





















