Det er ikke hver dag, at en revys billetsalg til næste sommers forestillinger går så stærkt, at der må presses en ekstra uge ind i spilleplanen. Men det er netop, hvad der nu sker.
Efter et helt usædvanligt godt forsalg udvider Sønderborg Sommer Revy Show sæsonen med en hel ekstra uge, og sæsonen kommer dermed til at strække sig fra 19. maj til 4. juli 2026. Beslutningen er truffet på baggrund af et billetsalg, der allerede nu overgår sidste års tal markant.
Mere end 7.000 billetter er solgt på nuværende tidspunkt – over 70 procent flere end på samme tidspunkt sidste år – og flere hverdagsforestillinger er allerede tæt på udsolgt.
Derfor åbnes der nu op for flere forestillinger og ekstra pladser, så endnu flere får mulighed for at sikre sig en oplevelse.
“Det er vores måde at sige tak for den enorme opbakning”, lyder det fra holdet bag revyen. Revydirektør Jeff Schjerlund lægger ikke skjul på, at succesen er både overvældende og dybt rørende:
“Ærligt talt – det er for vildt, og den her opbakning kunne godt være årets bedste julegave til Kim og mig”.
Også Kim Ace sætter ord på den store taknemmelighed, der præger hele revyholdet.
“Vi er dybt taknemmelige. Hver eneste billet betyder, at vi kan løfte niveauet, lave større numre og skabe endnu bedre oplevelser for vores revy. Tak til publikum, frivillige, holdet og alle samarbejdspartnere – I gør det her muligt. Det lyder næsten som en Oscar-takketale, men det er helt ærligt så vidunderligt”, siger Kim Ace.
På scenen kan publikum i år opleve en række velkendte navne. På rollelisten står blandt andre entertainer Thomas Eje, komiker Ane Høgsberg, musicalstjernen Johanne Milland, revyveteranerne Jesper Lundgaard og Rikke Buch Bendtsen samt Jeff Schjerlund selv. Musikken løftes af kapelmester Ole Kibsgaard, som står i spidsen for det musikalske univers i revyen.
Billetter er allerede sat til salg, og de kan købes her.




















