Hos Nicky Sahl Andersen er det ikke øvelser og lange forklaringer, der er i centrum, men ro og en pause fra hverdagen. Her kan man kommer, lukke øjnene og lade tempoet falde, mens hans måde at arbejde med healing hjælper med at skabe ro.
“Noget af det vigtigste for mig er, at folk kan mærke, at de ikke skal være på her. Hvis de går herfra med bare lidt mere ro og lidt mere plads indeni, så giver det mening for mig”, fortæller Nicky Sahl Andersen til SønderborgNYT.
Vejen hertil begyndte langt fra Als. Som backpacker i Australien mødte Nicky Sahl Andersen en kiropraktor, der kom til at ændre retningen for hans arbejdsliv.
“Jeg endte faktisk som behandler ved en tilfældighed. En kiropraktor i Australien sagde, at jeg var god til at lytte og burde arbejde med at hjælpe mennesker”.
Siden har han bygget lag på lag af faglighed ovenpå. Nicky Sahl Andersen er uddannet massør og terapeut med speciale i idrætsskader, ryg og nakke, og til daglig driver han samtidig Nicky’s Massage. Erfaringen med kroppen, skaderne og de mange samtaler på briksen tager han med ind i EF Healing, hvor der er mere fokus på ro, nærvær og den stille del af helingen.
Ideen til EF Healing voksede ud af de forløb, hvor han havde en fornemmelse af ikke helt at kunne hjælpe nok, selv om han brugte alle de redskaber, han kendte.
“Jeg kan hjælpe mange som behandler, men ikke alle, og det nagede mig. Derfor begyndte jeg at lede efter noget, der kunne støtte der, hvor mine hænder ikke altid rakte”, fortæller Nicky Sahl Andersen.
For ham betyder EF Healing også noget helt personligt. Mødet med mennesker og oplevelsen af, at de får mere overskud i hverdagen, fylder meget.
“Det er det, der gør, at jeg glæder mig til at gå på arbejde hver dag. Det er spændende at møde nye mennesker og vide, at jeg kan være med til at give dem mere livskvalitet. Den følelse, man får i kroppen, når nogen går herfra med lidt mere lys i øjnene, driver mig til hele tiden at blive bedre til det, jeg gør”.
I dag ser han EF Healing som næste skridt på en rejse, der hele tiden har handlet om at hjælpe flere, end han kunne med de klassiske behandlinger alene.
“Jeg bliver ved med at lede efter nye måder at hjælpe mennesker på, og EF Healing er en vigtig del af den rejse. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kan hjælpe flere mennesker på min vej” , siger Nicky Sahl Andersen.
Klinikken ligger i Havnbjerg og mere information kan findes på EF Healings hjemmeside.



















