Fra januar 2026 bliver et nyt politisk kapitel åbnet for Venstres Jimmy Simonsen, hvor han får rollerne som 1. viceborgmester, samtidig med at han overtager formandsposten i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget og bliver næstformand i Økonomiudvalget.
En markant opgaveportefølje, som han ifølge ham selv går ind til med både ydmyghed og stor arbejdsglæde.
”Fra januar 2026 starter et nyt kapitel for mig, når jeg tiltræder som 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune. Det er et stort skridt – et ansvar, der føles helt naturligt, som jeg glæder mig utrolig meget til at løfte”, siger Jimmy Simonsen og understreger, at de nye hverv også er udtryk for en klar tillidserklæring:
”Samtidig er jeg blevet valgt som formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget og næstformand i Økonomiudvalget, og det er en tillidserklæring, jeg er både stolt af og forpligter”.
Med de nye roller følger et endnu tættere samarbejde med både forvaltningen og de politiske kolleger – ikke mindst i formandskaberne, hvor de store linjer for kommunens økonomi, erhverv og beskæftigelse lægges.
”Jeg ser frem til et endnu tættere samarbejde med forvaltningen og med kollegerne i udvalgene. Og som noget nyt bliver samarbejdet i formandskaberne, både i Økonomiudvalget og i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget – en central del af mit arbejde”, siger Jimmy Simonsen.
Allerede fra årsskiftet venter der store opgaver på skrivebordet. En af de væsentligste er den kommende beskæftigelsesreform, som ændrer rammerne for kommunernes indsats markant.
”Den seneste beskæftigelsesreform, med den store forenkling og modernisering af beskæftigelsesindsatsen, giver os nye rammer og en mulighed for at gentænke den lokale indsats. Fremover får kommunerne som Sønderborg større frihed til at organisere job- og beskæftigelsesindsatsen lokalt, med fokus på resultater frem for proceskrav”.
Ifølge Jimmy Simonsen giver reformen Sønderborg en sjælden mulighed for at sætte mennesket før systemet og skabe mere fleksible løsninger i mødet mellem borgere, virksomheder og kommune.
”Det betyder, at vi i Sønderborg har en chance for at målrette indsatsen bedre, med mennesket før systemet, værdighed og fleksibilitet, med blik for borgernes individuelle situation, og med reel dialog mellem kommune, virksomheder og borgere. Jeg ser frem til, at vi sammen kan bruge reformens muligheder konstruktivt, til at øge beskæftigelsen, sikre kvalificeret arbejdskraft og styrke vores lokale erhverv og samfund”.
Samtidig skal det langsigtede arbejde med kommunens udvikling fastholdes og bygges videre på. Et arbejde, som allerede er lagt fast politisk gennem masterplanen for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst.
”Samtidig skal vi fastholde og udbygge det langsigtede arbejde, der allerede er besluttet i Erhvervsudvalget. Det er blandt andet en klar opgave for alle byrådets udvalg at drage omsorg for udviklingen og implementeringen af de nødvendige handleplaner, der skal sikre, at målene i Masterplanen for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst bliver ført ud i livet”.
Målsætningerne er ambitiøse. Byrådet har vedtaget en målsætning om, at Sønderborg Kommune skal runde 77.000 indbyggere, skabe 2.000 nye arbejdspladser og opføre 2.500 nye boliger. For Jimmy Simonsen er det ikke blot kolde tal i et regneark.
”Byrådet vedtog den 28. august 2024, at vi skal nå 77.000 borgere, skabe 2.000 nye arbejdspladser og etablere 2.500 flere boliger,” siger han og tilføjer, at erhvervsklimaet spiller en afgørende rolle.
”Vi skal arbejde målrettet for at fastholde og udbygge vores placering på DI’s erhvervsvenlighedsbarometer. For mig er det ikke kun et tal – for et stærkt erhvervsklima er en forudsætning for både vækst, arbejdspladser og tilflytning. Disse mål er ikke blot tal – de er fundamentet for vores fremtidige udvikling”.
Visionen for kommunen er ifølge den kommende 1. viceborgmester krystalklar og skal hele tiden være pejlemærket for de politiske beslutninger.
”Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden holder os visionens indledning for øje: Vi vil være flere borgere i Sønderborg Kommune. Flere unge og flere borgere, som giver bærekraft til vores arbejdsmarked og vores lokalsamfund. Det er kernen i vores fælles projekt og en rettesnor for de beslutninger, vi skal træffe de kommende år”.
For Jimmy Simonsen er dialogen med omverdenen en forudsætning for, at ambitionerne kan blive til virkelighed.
”Jeg ser frem til en åben og konstruktiv dialog med borgere, virksomheder og samarbejdspartnere. Kun ved at løfte i fællesskab kan vi skabe den vækst, de arbejdspladser og den bosætning, der sikrer Sønderborgs fortsatte udvikling”.
Afslutningsvis sender han en klar tak for den tillid, han har fået ved kommunalvalget, og lover at tage fat med det samme.
”Tak for tilliden. Jeg vil glæde mig til samarbejdet – og til at tage fat på både udfordringerne og mulighederne”, siger Venstres Jimmy Simonsen.






















