I dag slog Nordborg Resort dørene op for en helt ny attraktion, da ’Ragnarok Escape Room’ åbnede for både feriegæster, lokale dagsgæster og virksomheder.
Escape roomet er inspireret af de mange vikingefund i området og tager deltagerne med tilbage til en tid, hvor myter, guder og gåder var en del af hverdagen. I vikingeinspirerede omgivelser skal hold på to til otte personer samarbejde om at løse koder og opgaver, der udfordrer både logik, fantasi og samarbejdsevner.
Oplevelsen er skabt, så både familier, vennegrupper, kolleger og par kan være med, og ifølge skaberne er der lagt vægt på, at det skal være både sjovt og nærværende.
Bag det nye escape room står Rubilee Entertainment, som er Center Parcs Nordborg Resorts nyeste samarbejdspartner. Virksomheden er lokalt forankret og driver i forvejen Rubilee’s Escape House på Rådhustorvet i Sønderborg, som har eksisteret i ni år.
”Vi glæder os meget til at tage imod både gamle og nye kunder her på resortet, hvor vi har lagt os i selen for at skabe en nærværende, sjov og udfordrende oplevelse,” fortæller ejerparret Bradley Beswayan og Louise Weiss Petersen og fortsætter:
”Når man er på ferie, gør man sig ofte lidt ekstra umage med at bruge kvalitetstid sammen, lægge telefonen lidt fra sig og finde nogle underholdende oplevelser, som alle i familien synes er et hit. Netop dét har været målet for os med ’Ragnarok Escape Room’, og nu glæder vi os til at være med til at skabe gode ferieminder for en hel masse mennesker.”
Ragnarok Escape Room er åbent for alle – ikke kun resortets overnattende gæster – og derfor kan lokale og dagsgæster også booke en tid, og det gælder også i perioden mellem jul og nytår.
Escape roomet er placeret i resortets Activity Center, som ligger centralt på området tæt ved skoven og i umiddelbar nærhed af en række udendørs aktiviteter som bueskydning, multibane, digital fodboldvæg, outdoor fitness og legeplads.
Som indendørs aktivitet kan Ragnarok Escape Room benyttes året rundt, og det kan bookes dagligt mellem klokken 12.00 og 21.00 til et fast tidspunkt med en varighed på halvanden time. Børn skal være fyldt syv år for at deltage. Det oplyser Center Parcs Nordborg Resort.
Interesserede kan booke tid på telefon 44 14 09 68 eller via mail til [email protected].
























