Et år som selvstændig med uro i maven og mod på mere

Anne Louise Jensen har drevet klinikken Bondy Voks i et år. Privatfoto

Anne Louise Jensen har drevet klinikken Bondy Voks i et år. Privatfoto

18. december 2025 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Klinikken Bondy Voks, der tilbyder voksbehandlinger, har kunnet fejre 1 års fødselsdag, og den milepæl trak mange af de samme følelser frem, som fyldte hos klinikejer Anne Louise Jensen, da hun stod foran åbningen. Usikkerheden om kunderne ville komme, og om tilbuddene var gode nok, blandede sig med en stor taknemlighed over den opbakning, hun har mødt det første år i Sønderborg.

“Jeg ville så gerne forkæle alle til arrangementet, og pludselig stod de samme tanker der igen som for et år siden. Er det godt nok, og kan jeg gøre alle tilfredse? Til sidst måtte jeg minde mig selv om, at man ikke kan tilfredsstille alle, og at det vigtigste er at gøre sit bedste”, fortæller Anne Louise Jensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som klinikejer har Anne Louise Jensen fået et år med både glæder og bekymringer. Ud over hverdagen i klinikken har der skullet styr på økonomi, markedsføring og alle de praktiske opgaver, der følger med at være selvstændig, og undervejs er der kommet nye frustrationer til, men også en ro i at vide, at erfaringen vokser, hver gang noget er svært, og alligevel lykkes.

“Det er ikke altid en lyserød sky at være selvstændig. Der er regnskab, reklame, annoncer og alt det bagved, som ingen ser, og indimellem har jeg tænkt, om jeg nu kunne finde ud af det. Men jeg er nået frem til, at så længe jeg kæmper og gør mit bedste, så skal det nok gå”, fortæller Anne Louise Jensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kundekredsen er især midaldrende kvinder med travle hverdage, men der kommer også flere mænd til klinikken, blandt andet fordi Anne Louise Jensen som en af de eneste i området tilbyder intimvoks til mænd.

Anne Louise Jensen er opvokset i Sønderborg og har levet det meste af sit liv på Als, med et par år i Horsens, hvor arbejdet i hjemmeplejen fyldte meget. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og har været vant til at være den, der drager omsorg for andre, men på et tidspunkt blev det tydeligt, at der var brug for en pause fra den rolle. Flytningen tilbage til Als blev begyndelsen på noget nyt, hvor der også skulle være plads til at passe bedre på sig selv og forme en hverdag på egne præmisser.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg fandt ud af, at jeg havde brug for at skabe noget, hvor jeg selv kunne sætte rammen for min hverdag. Det var både skræmmende og befriende, men det føltes rigtigt”, fortæller Anne Louise Jensen.

Når Anne Louise Jensen ser fremad, handler det mindre om store planer på papiret og mere om at give hverdagen i Bondy Voks lov til at vokse stille og roligt. Hun ønsker først og fremmest at blive ved med at have et sted, hvor både hun selv og kunderne har lyst til at komme igen.

Bondy Voks’ hjemmeside kan man læse meget mere om klinikken.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...