Det er med både vemod og taknemmelighed, at der snart bliver slukket for kaffemaskinen i Café P i Perlegade.
Efter lidt over et år som en del af bylivet lukker caféen dørene for sidste gang den 13. januar 2026, hvor gæsterne inviteres indenfor til en sidste aften med fortællinger fra det gamle Sønderborg.
Aftenen markerer ikke blot afslutningen på caféens korte levetid, men også et farvel til en drøm, som ejeren Louise Kählig sammen med resten af familien satte i værk i december 2024. Café P blev hurtigt et sted med plads til både samtaler, arrangementer og nærvær midt i byens hjerte, men virkeligheden uden for caféens mure har vist sig svær at forene med drømmen.
“Vi har taget den hårde beslutning om at lukke vores drøm. Det er med vemod, at vi er nødt til at tage denne beslutning, men økonomien er der ikke, og timerne slår ikke til i døgnet”, lyder det fra parret bag cafeen på Facebook.
Beslutningen har ikke været let, for modtagelsen fra sønderborgerne har været overvældende positiv. Caféen har oplevet opbakning fra både faste stamgæster og forbipasserende, der fandt vej til Café P.
“Vi er dybt taknemmelige over modtagelsen af vores drøm. Vi har haft Sønderborgs bedste gæster, og tusind tak for det”.
Den sidste åbningsdag bliver markeret med et besøg af Allan Breckling, der vil dele sin historie om det gamle Sønderborg og dermed sætte et lokalt og historisk punktum for caféens tid. Samtidig opfordrer Café P alle med gavekort til at kigge forbi en sidste gang.
“Til alle jer med gavekort, skynd jer at booke bord og hjælp gerne med at sprede budskabet”, lyder opfordringen.

















