Unge på toppen får nyt fundament i selvejende fond

Stærkt lokalt samarbejde løfter indsatsen for udsatte unge

Stærkt lokalt samarbejde løfter indsatsen for udsatte unge

31. december 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Efter ti år med projektet ‘Unge på toppen’ tager indsatsen nu et nyt og mere forpligtende skridt. Den 1. januar 2026 oprettes Unge på toppen fonden som en selvejende fond med et klart formål: At hjælpe, støtte og udvikle mennesker, der befinder sig i en udsat position – særligt unge på kanten af arbejdsmarkedet i det sønderjyske område.

Samtidig bliver Thomas Sonne ansat som direktør i fonden, der overtager konceptet Unge på toppen.

Ambitionen er ikke national udbredelse, men lokal kvalitet. Visionen er ifølge Thomas Sonne, at fonden skal blive den bedste i Danmark til at hjælpe unge videre i livet i Sønderborg og Aabenraa Kommune. Erfaringerne må andre gerne lade sig inspirere af, men arbejdet skal forblive tæt på de unge og de lokale fællesskaber.

Artiklen fortsætter under annoncen

Etableringen af fonden er blevet mulig med opbakning fra 11 lokale virksomheder samt to private bidragydere, som har støttet økonomisk. De deltagende virksomheder er ARKIL, ABENA, Meldgaard, Danfoss, H. P. Therkelsen, LINAK, Frøslev Træ, BHJ, Brdr. Ewers, LOTEK og STARK. En bestyrelse på ni medlemmer forventes konstitueret i løbet af foråret 2026, og alle bestyrelsesmedlemmer arbejder vederlagsfrit.

”En stor tak til jer, for det gør etableringen af Unge på toppen fonden mulig. Tak til arbejdsgruppen med Charlotte Stahlschmidt, Anders Stahlschmidt, Glenn Hollænder og Thorbjørn Philippsen for at hjælpe med det formelle i etableringen”, fortæller en glad Thomas Sonne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Beslutningen om at etablere en fond er truffet efter grundige overvejelser i løbet af 2025. Efter ti års arbejde stod teamet over for et valg: Enten at lukke projektet, mens resultaterne var gode, eller at styrke organisationen og gøre indsatsen mere helhedsorienteret.

”Det er en for stor samfundsopgave at stå med som enkeltmandsvirksomhed, og vi har haft et behov for at udvide konceptet, da vi ønsker at gøre det mere komplet og helhedsorienteret. Opbakningen har været meget stor, og det er den vej, vi går”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Thomas Sonne er der i Danmark alt for mange unge, som står uden for fællesskabet. Det er unge, der på forskellig vis er snublet i livet og har mistet fodfæstet – ofte ledsaget af modløshed, passivitet og ensomhed. Her mener han, at samfundet kan gøre det bedre gennem stærkere samarbejde.

”De unges mindste problem er, at de ikke har et job. Når vi arbejder med de unge i projektet, er fokus på de dyder, som er grundlæggende og forudsætningsskabende for, at de unge kan komme i job”, siger han og peger blandt andet på kost, motion, misbrug og struktur i hverdagen som afgørende faktorer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Unge på toppen har gennem årene opbygget et tæt samarbejde med Sønderborg og Aabenraa Jobcenter samt lokale virksomheder og pårørende. Resultaterne er ifølge Thomas Sonne tydelige. Omkring to ud af tre deltagere er fortsat i job seks måneder efter et afsluttet forløb, mens den sidste tredjedel hjælpes videre gennem blandt andet praktikevalueringer, funktionsbeskrivelser og henvisninger til relevant behandling.

Projektet har desuden modtaget støtte fra blandt andre Fabrikant Mads Clausens Fond, LINAK Fonden, FDE Fonden, STARK Fonden og Entreprenør Marius Pedersens Fond. Midlerne har gjort det muligt at afprøve nye tiltag, som har vist sig at have en positiv effekt på de unge.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor vil fonden i løbet af 2026 iværksætte nye og understøttende aktiviteter som UPT Society, UPT Housing, Godt på vej og UPT Academy. Særligt fællesskabet fylder meget i Unge på toppen, hvor der i de 26 uger lange forløb arbejdes målrettet med relationer, anerkendelse og små sejre i hverdagen.

”Vi italesætter, at alle er i Unge på toppen af en grund, men er her, fordi de gerne vil videre i livet. Vi roser alle, når det er muligt. De små sejre tæller mest”, siger Thomas Sonne.

Erfaringerne viser dog, at nogle unge mister fællesskabet igen, når et forløb slutter. For at modvirke dette blev der i sommeren 2025 nedsat et udvalg af tidligere deltagere, som nu arrangerer 10-12 årlige arrangementer under navnet UPT Society. Initiativet har allerede vist stor tilslutning.

En anden udfordring handler om boligforhold. For nogle unge er dårlige eller utrygge rammer en direkte barriere for at komme videre i livet. Derfor vil fonden som et af de første initiativer kunne tilbyde unge et trygt værelse af god kvalitet, mens de deltager i et forløb.

”Det er Maslows behovspyramide i praksis. Uanset hvor dygtige vi er til motivation og samarbejde, får vi aldrig de unge videre, så længe de ikke kan være trygge og få deres behov for hvile imødekommet,” siger Thomas Sonne.

Fonden vil også arbejde mere målrettet med tidlig indsats og rådgivning, blandt andet for unge, der endnu ikke har en sag i jobcentret, eller som stadig er i arbejde, men er ved at miste grebet. Ifølge Thomas Sonne er potentialet stort – både menneskeligt og samfundsmæssigt.

”Vores eneste formål har været at få de unge videre i livet. Som vi siger, er de unges lykke vores succes. Det har aldrig været ønsket om at tjene mange penge, der har drevet virksomheden, men ønsket om at gøre en positiv forskel”, siger han og tilføjer, at fonden fremover også vil dele sine erfaringer gratis gennem seminarer, virksomhedsrettede indsatser og politisk dialog.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...