Fitnesscenter under hård kritik: Medlemmer må træne i jakker

Kulde i fitnesscenter udløser hård kritik fra medlemmer. Arkivfoto

Kulde i fitnesscenter udløser hård kritik fra medlemmer. Arkivfoto

7. januar 2026 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

I flere måneder har medlemmerne i Local Fitness på Bomhusvej i Gråsten trukket i overtøj, inden de tog fat på håndvægte og maskiner. Kulden har lagt sig som et fast vilkår i centeret, og selv om problemerne med temperaturen har stået på i årevis, er frustrationen nu nået et niveau, hvor mange oplever forholdene som direkte uacceptable.

Et medlem, som ønsker at være anonym, fortæller til SønderborgNYT, at flere medlemmer oplever, at centeret er koldt, og at bad og omklædning helt fravælges, fordi det opleves som iskoldt.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Først efter mange klager blev der omkring slutningen af november hængt en håndskrevet seddel op om manglende varme og defekte vandhaner. Siden er der ikke sket nævneværdige forbedringer, og kulden hænger fortsat ved,” siger medlemmet til SønderborgNYT.

Og problemet er langt fra nyt.

Sidste vinter oplevede brugerne den stik modsatte situation, hvor temperaturen i dameomklædningen ifølge målinger oversteg 40 grader. Det har for mange medlemmer været et tydeligt tegn på, at varmeanlægget i længere tid har været ude af kontrol uden at blive løst grundlæggende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ejeren af bygningen, som Local Fitness på Bomhusvej lejer sig ind i, fortæller til SønderborgNYT, at det i lejekontrakten står klart og tydeligt, at al indvendig vedligeholdelse – herunder varmeanlægget – er lejers ansvar, og at det er Local Fitness, der har ansvaret for, at anlægget fungerer og løbende vedligeholdes.

“Jeg valgte at skifte det gamle gasfyr ud med fjernvarme, hvilket jeg ikke var forpligtet til, men gjorde det efter at have hørt de mange klager over varmeanlægget i centret. Det var vel at mærke noget, jeg selv betalte for, selvom det rettelig var Local Fitness, der skulle have betalt”, siger Lars Klemmensen og understreger, at det i lejekontrakten fremgår, at ansvaret for vedligeholdelse og udskiftning af varmeanlægget ligger hos Local Fitness.

Artiklen fortsætter under annoncen

Flere medlemmer af centret mener, at årsagen til, at varmeanlægget ikke bliver repareret og vedligeholdt af Local Fitness, skyldes, at lejekontrakten udløber i efteråret 2027. Lars Klemmensen bekræfter over for SønderborgNYT, at lejekontrakten udløber i efteråret 2027.

“Der er en udbredt opfattelse blandt medlemmerne af, at varmeproblemerne aldrig bliver løst ordentligt, fordi centerets lejekontrakt udløber i efteråret 2027, og at Local Fitness derfor ikke vil investere i en ordentlig varmeløsning. Det skaber en reel frygt for, at næste vinter bliver lige så slem”, siger et medlem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Local Fitness ejes af Kåre Solhøj Dahle, som holder til i Padborg. Han driver flere fitnesscentre i Danmark og selskabet havde i 2024 et overskud på 1,8 millioner kroner.

SønderborgNYT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kåre Solhøj Dahle omkring kritikken fra medlemmerne i Gråsten, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Til gengæld har en medarbejder ved navn Michael besvaret en række spørgsmål skriftligt, hvor problemerne i centret erkendes:

“Det er korrekt, at der er problemer med varmen i centret på Bomhusvej, og det er vi lige så trætte af og kede af, som medlemmerne er. Vi forstår deres frustrationer og beklager mange gange. Det er bestemt ikke med vores gode vilje”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge ledelsen har centret i ni år kæmpet med udfordringer omkring varmestyringen af gulvvarmen, og adskillige VVS’ere og teknikere har været involveret uden at finde en varig løsning.

Problemerne er ifølge svaret eskaleret i 2025, efter at ejendommens varmekilde blev ændret fra gas til fjernvarme, hvilket angiveligt har gjort systemet endnu mere ustabilt, skriver medarbejderen blandt andet i en mail til SønderborgNYT.

Svarene fra Local Fitness har dog ikke beroliget medlemmerne. Tværtimod oplever mange, at forklaringerne blot bekræfter et mønster, de har set før.

“For mig og mange andre medlemmer ændrer det desværre ikke på oplevelsen. I lange perioder har det været enten ekstremt varmt eller ekstremt koldt i centret, og det har stået på i årevis uden en varig løsning”, fortæller et medlem og fortsætter:

“Vores tillid til, at forholdene bliver bragt i orden, er væk, og vi frygter endnu en vinter med samme problemer som tidligere. Når vi henvender os til kundeservice, får vi ofte ikke svar, og der bliver heller ikke fulgt op på de problemer, der meldes ind”.

– Hvis I er så utilfredse med forholdene, hvorfor fortsætter I så med at være medlemmer?

“Vi bliver i centret, fordi der reelt ikke er noget alternativ i Gråsten eller nærmeste omegn, hvis man ønsker både træning, hold og bademuligheder. Det andet center i byen har hverken badefaciliteter eller holdtræning, så for mange er det ikke et reelt valg”, siger et medlem og fortsætter:

“Derudover har mange af os gået i centret i mange år og opbygget både venskaber, bekendtskaber og et socialt netværk dér. For en del ældre medlemmer er det heller ikke realistisk at skifte til centre i andre byer på grund af afstand og manglende transportmuligheder”.

Local Fitness i Gråsten oplyser, at centret dagen før jul havde en tekniker ude, som fandt en defekt rem i anlægget. Denne skal nu skiftes, og man afventer, at en tekniker kommer senest i næste uge.

Det vil forhåbentlig løse det aktuelle problem med den lave temperatur, lover Local Fitness i Gråsten.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...