Der er snart sidste dag i tøjbutikken Viktoria på Perlegade, og indehaveren Aase Johannesen lægger ikke skjul på, at det er en tung beslutning at sige farvel. I butikken har der i årevis været kaffe, vingummi og en bænk, hvor både kvinder, mænd og kunder på vej hjem lige har sat sig et øjeblik.
Og så er der den sætning, mange kender fra stedet, når døren går op: ‘Det er farligt at komme herind’.
Da Aase Johannesen startede butikken for over 17 år siden, var det næsten umuligt at finde et ledigt butikslokale, og hun husker tydeligt, hvordan gågaden så ud dengang.
“Da jeg startede op her, der var kun den her ene butik ledig. Vi var nok tre, der stod i kø for at få den, for der var fyldt op på gågaden. Der var ikke en eneste butik ledig, der var kun den her. Og nu står halvdelen af det jo tomt”, fortæller hun til SønderborgNYT.
Dengang var der et andet sammenhold mellem butikkerne, siger hun. Hvis en kunde spurgte efter noget, hun ikke havde på hylden, blev kunden ofte sendt videre til en kollega i gågaden, og der kom også kunder den anden vej. I dag oplever hun, at den del er sværere, fordi flere butikker er lukket, og fordi der ganske enkelt er længere mellem kollegerne.
Forklaringen på lukningen er ikke én ting, men flere ting oveni hinanden, siger hun. Udgifterne er steget, og nye krav betyder, at der hele tiden kommer noget, der skal betales. Samtidig er der færre kunder forbi, blandt andet fordi arbejdspladser i området ikke længere ligger, som de gjorde før.
“Så begynder man bare at se, hvor er vi henne. Jeg vil hellere stoppe, før det går helt galt, jeg har ikke lyst til at ende i konkurs”, siger hun.
Aase Johannesen har overvejet, om det ville give noget at flytte længere ned i byen, men hun tror ikke på, at det vil redde noget.
“Det her er min sjæl. Jeg kan ikke være i et andet lokale, og jeg har set, at når butikker flytter, så følger kunderne ikke altid med”, fortæller hun.
Selv om det er en hård beslutning, er det også tydeligt, at relationen til kunderne har været en stor del af hverdagen i butikken. Aase Johannesen fortæller om kunder, der kommer langvejs fra, og som har gjort det til en vane at kigge forbi Viktoria, og hun beskriver også, hvordan den lille pause på bænken med en kop kaffe ofte har været en del af oplevelsen.
“Jeg vil sige tak for, at de har bakket mig op fra jeg startede til dags dato. Jeg kunne ikke have haft den her butik i lidt over 17 år, hvis det ikke var med deres støtte. Jeg kommer til at savne min lille kære butik, Viktoria. Den er mit hjertebarn”, siger hun.
Planen er, at Viktoria lukker den 1. februar. Hun opfordrer kunder med gavekort til at få dem brugt inden lukningen, og Aase Johannesen håber også, at folk, der har lyst, kigger forbi for at sige farvel.
Hvad der så skal ske bagefter, har hun ikke lagt fast. Hun fortæller, at hun tager én dag ad gangen, og at hun ikke har planer om at starte noget nyt op eller arbejde i tøjbutik igen.





















