Sia kom ikke til Manhattan – så Manhattan måtte komme til ham

25 år med saks, kunder og familie hos Manhattan

25 år med saks, kunder og familie hos Manhattan

11. januar 2026 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Der står Manhattan på facaden, men inde i salonen handler det mindst lige så meget om mennesker og familie som om hår. Indehaver Siamak Saf, til daglig kendt som Sia, har klippet kunder i Sønderborg i årtier, og mange af dem har fulgt ham længe før navnet Manhattan kom på ruden. På lørdag markeres 25-års jubilæet i salonen.

For Sia er 25 års jubilæum ikke bare et rundt tal, men et billede på alle de kunder, der er blevet hængende og kommet igen år efter år.

“Jeg var slet ikke klar over, at jeg havde jubilæum. Pludselig bliver jeg ringet op og får at vide, at jeg har 25 års jubilæum, og så når jeg lige at tænke, om det nu også kan passe”, fortæller han til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som teenager kom han til Danmark fra Iran sammen med sine forældre, fik sprog og uddannelse på plads og stod i lære i en lokal frisørsalon. Beslutningen om at åbne egen salon kom, da han blev far og skulle have hverdag og familieliv til at hænge sammen.

“Det var ikke fordi, jeg jagtede flere penge. Det handlede om, at jeg gerne ville have mere tid med mine børn og en hverdag, hvor de kunne komme forbi salonen, og hvor vi kunne se hinanden, mens jeg arbejdede”.

I dag er det netop familien, der fylder i Manhattan. Siamak Saf har fire døtre, og to af dem står nu selv bag stolene. 28 årige Viktoria og 22 årige Valentina er vokset op i salonen, fra de fejede hår som børn til i dag at være en del af holdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg har altid været optaget af hår. Jeg stylede og flettede mine veninders hår, og når jeg var i salonen, stod jeg og så på, hvordan min far forvandlede folk. Frisørfaget ligger i familien og i vores hænder, så på en måde føles det naturligt, at jeg også skulle den vej”, fortæller Valentina.

Navnet ‘Manhattan’ er resten af en ungdomsdrøm om USA, der aldrig blev til virkelighed, fortæller Sia.

“Jeg havde en stor drøm om at arbejde i USA, og Manhattan fyldte meget i hovedet på mig. Men så kom kærligheden, børnene, huset og forretningen her. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg ikke kommer afsted – så besluttede jeg, at hvis jeg ikke kan komme til Manhattan, så må Manhattan komme til mig”, fortæller han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lørdag den 17. januar fra klokken 13:00 og resten af dagen fejres jubilæet i salonen, hvor kunder og andre interesserede er velkomne til at kigge forbi og markere det, som Sia selv kalder ‘kundernes jubilæum’.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...