Opdatering 9/1-26 kl. 22:25: Ifølge DMI’s målinger toppede vandstanden fredag aften klokken 22:25 i Sønderborg Havn og nåede 109 centimeter over normalen. Dermed holdt vandstanden sig et stykke under de kritiske 120 centimeter, og situationen blev ikke så voldsom, som prognoserne tidligere på dagen ellers havde varslet, hvor der var udsigt til op mod 125 centimeter over daglig vande. I de kommende timer forventes vandstanden at falde.
Mens mørket sænker sig over Sønderborg fredag aften, sidder beredskabet med blikket stift rettet mod skærmene. Prognoserne for vandstanden ændrer sig løbende, og få centimeters forskel kan være afgørende for, om Sønderborg går en rolig nat i møde – eller om sandsækkene for alvor skal i brug.
Ifølge den seneste prognose ventes vandstanden omkring klokken 00:50 i nat at nå 115 centimeter over daglig vande, men for blot i time siden var prognosen 125 centimeter og det er et niveau, der får beredskabschef Allan Dalager til at se på at aktivere yderligere tiltag i beredskabet.
”Mellem 110 og 120 centimeter er vi rolige og har sørget for, at der er sand, sandsække og skovle til rådighed for beboerne ved havnefronten. Men når vi kommer over 120 centimeter, begynder det at blive en lidt anden udfordring, og her er vi lidt mere skarpe på vores indsats”, siger han til SønderborgNYT fredag aften.
Netop grænsen ved de 120 centimeter er kritisk. Når vandstanden krydser den, oversvømmes området omkring Rytterstatuen, og risikoen for, at vandet løber bagom statuen og ind i de lavere liggende områder bagved, stiger markant.
”Vi er klar til at sikre områderne omkring Rytterstatuen med blandt andet sandsække, hvis det viser sig, at vandstanden for alvor begynder at give udfordringer i området. Vi har en indsatsleder i området, som følger situationen og er klar til at iværksætte udlægning af sandsække, hvis det bliver nødvendigt”, fortæller Allan Dalager.
For beredskabet handler det i disse timer om marginaler. Små udsving i prognoserne kan betyde store forskelle i indsatsen, og derfor overvåges udviklingen minutiøst.
”Vi følger med på en række systemer, som forudsiger vandstanden, og lige nu kører prognoserne op og ned omkring de 120 centimeter. Så lige nu er vi altså ikke på det niveau, der gør, at vi udlægger sandsække omkring Rytterstatuen, så lige nu har vi is i maven og afventer udviklingen, men vi er klar med det store setup”, siger beredskabschefen.
Som en del af forberedelserne har kommunens entreprenørafdeling allerede gjort det muligt for borgerne selv at tage affære. På parkeringspladsen ved det gule havnekontor står der nu en container med sand og sandsække og skovle, klar til fri afbenyttelse.
”Kommunens entreprenørafdeling har gjort en container med sand og sandsække klar på parkeringspladsen ved det gule havnekontor. Her kan alle forsyne sig med sand og sække, og alle kan selv fylde sand i sækkene”, siger Allan Dalager.
Også promenaden er i beredskabets fokus. Her er der allerede lagt gummimåtter ud i et forsøg på at beskytte belægningen mod de kraftige bølger.
”Vi er selvfølgelig også opmærksomme på, hvad der sker på promenaden, men reelt kan vi ikke gøre mere end det, som kommunens entreprenørafdeling har gjort, nemlig at lægge gummimåtter på, og så må vi se, hvordan det ser ud i morgen i dagslys”.
Indtil videre er der ikke konstateret skader på promenaden, men erfaringen gør beredskabschefen bekymret. Kombinationen af blæst og højvande har tidligere skabt store ødelæggelser. Entreprenørvagten forventer, at der kan opstå skader som følge af de bølger, der allerede slår ind over promenaden.
Sønderborgs kriseberedskab er aktiveret, og kommunen hjælper fortsat Hjemme- og Sygeplejen med at komme frem på ruter i Broager og Blans, hvor der allerede er udfordringer på vejene. Skulle det blive endnu sværere at komme frem, står tungere materiel klar.
”Vi har en af Beredskabsstyrelsens store orange lastbiler med en kæmpe plov holdende klar i garagen, og løbende holder vi snor i snerydningen rundt omkring i kommunen. Så vi er klar, også hvis vandet skulle stige mere end nu”, siger Allan Dalager.
Prognoserne ændrer sig fortsat, og de angivne vandstande er derfor kun et øjebliksbillede. Klokken 18:30 var vandstanden 99 centimeter over daglig vande, og DMI’s prognoser viste fredag aften, at vandstanden ville stige til 115 centimeter omkring klokken 00.30, inden den igen forventes at falde.
























