Han har været brandmand, siden han var 18 år, og i år kan Casper Witte markere 20 års jubilæum. Det begyndte som frivillig, fortsatte som deltidsansat og er i dag en fast del af hverdagen, uanset om han er på arbejde, hjemme med familien eller til fødselsdag. Bipperen er tændt hele tiden, og når den lyder, ved både kolleger og familie, hvad der sker.
“Jeg er jo egentlig primært brandmand 24-7. Selv når jeg er hjemme eller på arbejde, er jeg klar til at rykke ud, når jeg kan. Det er sådan et liv, man vælger, og det har altid været naturligt for mig”, fortæller han til SønderborgNYT.
Casper Witte er deltidsansat brandmand ved beredskabet i Sønderborg, hvor stationen kører mange udrykninger hvert år. I modsætning til mindre stationer, der primært er baseret på frivillige, er der her vagtsatte deltidsbrandmænd, fordi det ellers kan være svært at sikre, at der altid er folk nok. Samtidig er frivillige stadig en stor del af beredskabet, både lokalt og på landsplan.
Opbakningen er afgørende, for når alarmen går, forlader Casper Witte sit civile arbejde og kører direkte på brandstationen. Til daglig arbejder han som chef hos Bygma, og her er der forståelse for, at han nogle gange må slippe alt og køre.
“Det kan godt lyde voldsomt, men det fungerer kun, fordi både arbejdsgiver, kolleger og familie bakker op. Uden den opbakning kan man ikke være brandmand”.
Gennem årene har han været til mange typer opgaver. Brand, færdselsuheld, automatisk brandalarm, oprydning efter olieudslip og de seneste år også flere klimarelaterede hændelser som storm og oversvømmelser.
“Det er især opgaver med mennesker, der sætter sig. Når børn er involveret, eller når nogen kommer alvorligt til skade, så husker man det på en anden måde. Det slipper ikke bare igen, men vi er gode til at tale om det på stationen og tage hånd om hinanden”.
Hjemme har han kone og fire børn, som alle er vokset op med, at far rykker ud, når alarmen går.
“De ved godt, hvad det betyder, når bipperen lyder. For dem er det helt naturligt. Om de selv bliver brandmænd, må tiden vise, men interessen er der”.
Spørgsmålet er så, om han stopper efter 20 år.
“Kan jeg bestå de fysiske krav, og kan kroppen holde til det, så er jeg her også om 20 år. Lysten og gejsten er der stadig. Det er fællesskabet, opgaven og det at gøre noget for andre, der driver det”.
