Der var fællessang og glade gæster i Sønderborghus, da Dansk Slager Parade lørdag lagde vejen forbi Sønderborg som en del af den Danmarks-turné, der netop er begyndt og bringer showet rundt i 23 danske byer. Publikum blev taget med på en musikalsk tidsrejse gennem mere end seks årtier, hvor nostalgi og genkendelige hits gik hånd i hånd med en stemning, der hurtigt satte sig i rækkerne.
Aftenens – eller rettere eftermiddagens – røde tråd var Klaus & Servants, som endnu en gang stod i centrum som det faste husorkester og det musikalske holdepunkt i showet. Bandet kan i år fejre 60 års jubilæum på den danske underholdningsscene, og rutinen var tydelig, når de både leverede egne numre og fungerede som backingband for solisterne, der hver især satte deres præg på programmet.
Årets tema tager afsæt i Melodi Grand Prix-historien, og det mærkede man fra første tone. Publikum fik genhør med klassikere, der stadig kan få en hel sal til at synge med, og særligt Tommy Seebachs sange viste sig igen at have en helt særlig plads hos mange.
Peter Andersen, som de fleste kender under kunstnernavnet Drama Queen, leverede et energifyldt Seebach-medley med blandt andet ‘Disko Tango’, ‘Du er det dejligste’ og ‘Under stjernerne’, og der blev kvitteret med både klapsalver og smil rundt omkring i salen.
Drama Queen havde også sit eget Grand Prix-vinderhit ‘Drama Queen’ med på scenen, og det var et af de øjeblikke, hvor showets Grand Prix-tema stod allerklarest. Det samme gjorde det, da Lise Haavik, der selv er født i Norge, sang sammen med Drama Queen alias Peter Andersen “La’ det swinge”, som norske Bobbysocks vandt det internationale melodi Grand Prix med i 1985.
Lise Haavik bidrog desuden med sine egne Grand Prix-hits ‘Hallo Hallo’ og ‘Danse i måneskin’, og hun var med til at give showet et elegant, festligt løft, der passede perfekt til den varme modtagelse fra publikum i Sønderborg. Undervejs flirtede hun sig også gennem ‘Din for altid’ sammen med Anders Bircow, som også Michael Winckler har sunget.
Anders Bircow stod i det hele taget for flere af de øjeblikke, hvor publikum både fik noget at smile af og synge med på. Han begejstrede med både danske og internationale evergreens som ‘Save the Last Dance’ og Brødrene Olsens Grand Prix-vinder ‘Smuk som et Stjerneskud’, hvor han fik ledsagelse af kapelmester Klaus Strand-Holm, der gav den som Noller. Blot uden hår.
Under John Mogensens ‘Ensomhedens Gade nr. 9’ blev sangen suppleret med mundharmonika, og det gav endnu et lag til den klassiske stemning, som mange i salen tydeligvis nød.
Mik, kendt fra duoen Mik & Pylle, leverede sit sørgmodige hit ‘Floden’ og gav også Lis & Pers hit ‘Jeg er Sigøjner’ som en hyldest til Per, som gik bort i 2025. Det var et af showets mere stille og eftertænksomme øjeblikke, hvor der blev lyttet lidt ekstra, før applausen igen tog over.
Som konferencier bandt Karin Strand-Holm det hele sammen, og hun gjorde det med den sikkerhed, som mange også vil kende fra ‘Syng med & Tip Et Hit’ på DK4. Det gav showet en naturlig rytme, hvor der hele tiden var plads til både grin, minder og musikalske højdepunkter, uden at tempoet faldt.
Klaus & Servants sørgede for, at musikken hele tiden havde retning og nerve, og publikum fik også bandets egne hits – herunder gennembrudssangen ‘Bank tre gang’. Mod slutningen kulminerede det hele i fællesnumre, hvor hele holdet stod på scenen, og salen sang med, som var det en tradition, der havde levet i Sønderborghus i årevis.
Og måske er det netop kombinationen af rutine, spilleglæde og nærvær, der gør, at Dansk Slager Parade år efter år formår at samle et bredt publikum. Også i Sønderborg. Succesen betyder da også, at Dansk Slager Parade allerede er booket til Sønderborghus igen den 23. januar 2027. Det oplyser arranngørerne.


















