Sønderborg samler Danmark og Tyskland om at genoprette Flensborg Fjord

Sønderborg i centrum for nyt samarbejde om Flensborg Fjord. Arkivfoto

Sønderborg i centrum for nyt samarbejde om Flensborg Fjord. Arkivfoto

1. februar 2026 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg danner rammen, når Danmark og Tyskland tager et fælles skridt mod at give nyt liv til Flensborg Fjord. Det sker på mandag, hvor ministre, lokalpolitikere, embedsmænd og engagerede aktører i grænselandet i Sønderborg samles for at skyde et nyt dansk-tysk samarbejde i gang, der skal styrke den fælles forpligtelse til at genoprette livet og vandmiljøet i Flensborg Fjord.

Dagen begynder fra kajen ved Sønderborg Slot, hvor turen går ud på Flensborg Fjord, hvor deltagerne samles ombord på Feodora II til en kort sejltur. Her får de mulighed for med egne øjne at opleve fjorden, som i dag er vurderet til at være i dårlig til ringe økologisk tilstand. Det er netop denne virkelighed, der danner bagtæppe for mødet og ambitionerne om et tættere og mere forpligtende samarbejde på tværs af grænsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter sejlturen fortsætter programmet på Sønderborg Slot, hvor borgmester Erik Lauritzen byder velkommen. Her samles omkring 50 deltagere fra både dansk og tysk side, herunder minister for grøn trepart Jeppe Bruus, Slesvig-Holstens miljøminister Tobias Goldschmidt og Carsten Träger, der er medlem af den tyske forbundsdag og vicemiljøminister.

Mødet markerer et politisk kickoff, som skal danne grundlag for et tættere teknisk samarbejde i de kommende måneder.

Flensborg Fjord strækker sig mellem Danmark og Tyskland, og begge lande har et ansvar for fjordens tilstand. Samtidig har de hidtidige rammer for international koordinering gjort det vanskeligt at arbejde samlet med netop kystvande som Flensborg Fjord.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med mødet i Sønderborg er ambitionen at skabe et mere koordineret og afstemt samarbejde, hvor dataudveksling, fælles planlægning og ensartede vurderinger af fjordens økologiske tilstand bliver centrale redskaber.

Sønderborg spiller en nøglerolle i denne proces. Ikke blot som geografisk værtsby, men også som et lokalt omdrejningspunkt for den tilgang, der kendetegner det grønne trepartsarbejde i Danmark. Under mødet modererer den danske generalkonsul i Flensborg, Annette Lind, en fælles samtale, hvor lokale ildsjæle og interessenter får mulighed for at fremlægge idéer og ønsker til, hvordan samarbejdet konkret kan forme sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udfordringerne i Flensborg Fjord skyldes primært for store næringsstofbelastninger fra landbrugsaktiviteter på begge sider af grænsen. Selvom den danske del af oplandet er relativt begrænset sammenlignet med andre områder, er der en fælles erkendelse af, at fjorden kun kan bringes i bedre økologisk tilstand gennem et forpligtende samarbejde mellem landene.

4. juni 2026 Erhverv, Sønderborg

Hun startede på gulvet i Sønderborg – nu skal hun lede hele varehuset

4. juni 2026 Erhverv

Når kunderne efter sommerferien møder den nye varehuschef i Bilka Sønderborg, bliver det et gensyn med et velkendt ansigt. Fra 1. juli tiltræder Maria Oldager som ny varehuschef, hvor hun overtager posten efter Palle Løgstrup, der tidligere på året skiftede til Bilka Esbjerg. For Maria Oldager bliver det samtidig et comeback til den by, hvor […]

Læs mere...