Christian Øland er ny chefdirigent for Sønderjyllands Symfoniorkester, men hverken musikerne eller byen er nye for ham. I de senere år har han jævnligt stået på podiet i Sønderborg, og fremover bliver han en fast del af symfoniorkesteret.
I mere end fem år har Christian Øland stået foran Sønderjyllands Symfoniorkester til både symfonikoncerter, opera, børneprojekter og koncerter rundt i landsdelen og Nordtyskland. Han lægger ikke skjul på, at relationen til musikerne i orkesteret betyder noget særligt, fordi samarbejdet er bygget op over tid og ikke starter forfra hver gang.
“Vi har lavet så mange forskellige ting sammen, og der er mange i orkesteret, jeg kender rigtig godt, så vi begynder ikke fra nul hver mandag”, siger Christian Øland.
Når han taler om Sønderborg, handler det både om byen og om den måde, orkesteret er en del af området på. Han oplever, at der er en tydelig stolthed over at høre til her, og at orkesteret ikke bare står som et vedhæng til resten af kulturlivet.
“Man mærker virkelig en stor stolthed over området, og orkesteret føles som en naturlig del af det. Det er ikke bare sådan, at der ovre i hjørnet står et orkester. Det er virkelig områdets orkester”, siger Christian Øland.
En vigtig del af ambitionen som chefdirigent er at åbne orkesteret endnu mere for børn, unge og nye publikummer. Christian Øland oplever, at mange bliver fanget af musikken, når de først får mulighed for at høre et symfoniorkester tæt på.
“Der er mange, der aldrig har mødt den her musik, men de fleste ender med at holde af den, når de får chancen, så det er vigtigt for mig, at vi spiller for børn, unge og folk, der måske ikke normalt går til koncert med klassisk musik”, siger han.
Christian Øland er født og opvokset i København og flyttede som helt ung til Helsinki for at læse til dirigent, inden han igen slog sig ned i Danmark.
I dag bor han i København med sin familie, arbejder som generalmusikdirektør i Magdeburg i Tyskland, bruger fritiden så vidt muligt på espressomaskiner og tid med sin lille søn – og har nu også en fast rolle i Sønderjyllands Symfoniorkester.
Den nye chefdirigent kan opleves i morgen, torsdag, når Jesper Busk Sørensen opfører Bo Holtens basunkoncert sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester.
















