Første spadestik markerer nyt kapitel for Sydjysk Sparekasse i Sønderborg

Første spadestik til Sydjysk Sparekasses kommende byggeri på Porten

Første spadestik til Sydjysk Sparekasses kommende byggeri på Porten

5. februar 2026 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Sydjysk Sparekasse tog torsdag første spadestik til en ny, moderne afdeling på Porten 9 i Sønderborg. Den kommende bygning på 1.220 kvadratmeter skal fremover danne rammen om 55 medarbejdere fra både kundevendte og administrative funktioner.

I dag har Sydjysk Sparekasse tre afdelinger i Sønderborg, men fremover samles aktiviteterne ét sted på Porten.

”Vi bygger vores nye afdeling, fordi vi tror på Sønderborg som område, og fordi der er en god udvikling i kommunen og samtidig en meget erhvervsvenlig kommune”, fortæller Sydjysk Sparekasses adm. direktør Max Hovedskov til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

For sparekassen er beslutningen også et spørgsmål om at samle kræfterne og skabe bedre samarbejde på tværs af organisationen.

”I dag har vi vores medarbejdere siddende på tre forskellige lokationer, og for os er der mange synergier at høste ved at sidde sammen i ét hus, og det er egentlig det, der er den primære årsag til, at vi nu vælger at flytte ud på Porten, hvor vi kan have alle vores medarbejdere samlet”, siger Max Hovedskov.

Den nye afdeling skal ikke kun rumme medarbejdere, der møder kunderne til daglig. Også flere af sparekassens stabsfunktioner flytter med, hvilket skal styrke det faglige miljø og vidensdelingen blandt medarbejderne.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er vigtigt for os at skabe et endnu bedre fagligt miljø, som igen giver en større vidensdeling imellem medarbejderne, så ja, vi gør også dette for at skabe et kompetencecenter, for til syvende og sidst skulle det jo gerne give en bedre rådgivning af vores kunder”.

Da sparekassen tidligere meldte ud, at de tre afdelinger i Sønderborg samles på Porten, og at blandt andet afdelingen på Kastanie Allé og i Broager lukker, skabte det mange reaktioner på blandt andet SønderborgNYTs Facebookisde.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Der er selvfølgelig mange følelser i det her, og vi ved også godt, at det, at vi ikke skal være i Broager fremadrettet, selvfølgelig er en følsom sag. Jeg tror, at de fleste godt kan forstå, hvorfor vi gør det her, men jeg er helt opmærksom på, at vi har været derude i mange år, så det er lidt specielt, at vi forlader det område”, siger Max Hovedskov.

Selvom Sydjysk Sparekasse samler sine aktiviteter, understreger direktøren, at det personlige møde fortsat spiller en central rolle i rådgivningen af kunderne.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi driver pengeinstituttet på den måde, at vi holder fast i det her med det fysiske møde med vores kunder. Det er bare bedre, når man sidder ‘face-to-face’ og kan snakke om økonomien. Det tror vi på, og det er den måde, vi vil drive pengeinstituttet på. Vi holder også fast i, at vores kunder har en personlig rådgiver”, siger Max Hovedskov.

Den nye bygning bliver samtidig tænkt som et aktiv for lokalområdet. Sparekassen vil stille faciliteter til rådighed for foreninger og erhvervsliv uden for normal arbejdstid, hvor kantinen kan bruges til møder og netværksaktiviteter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Afdelingsdirektør i Sydjysk Sparekasse i Sønderborg, Jacob Ennesen Schmidt, ser det som en naturlig forlængelse af sparekassens lokale engagement.

”Vi ser det som en vigtig del af vores rolle at bidrage til det lokale fællesskab – ikke kun som pengeinstitut, men også som samlingspunkt for aktiviteter og netværk. Med de nye faciliteter på Porten 9 får vi mulighed for at åbne huset for lokale foreninger og erhvervslivet, så de kan mødes i inspirerende rammer. Det styrker både fællesskaberne i lokalområdet og vores egen stærke tilknytning til Sønderborg”, siger Jacob Ennesen Schmidt.

Også Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen deltog i det første spadestik og fremhæver udviklingen på Porten som et synligt tegn på Sønderborgs fremgang.

”Jeg kører selv forbi Porten hver morgen, og jeg synes, at byggeriet fortæller til vores gæster, der kommer til Sønderborg, at man med det samme begynder at forstå, at vi er i en kommune, som er i en rivende udvikling, og forhåbentlig er der nogen, som kigger og tænker, at de måske også skulle overveje at være her i området, og dermed er Porten med til at lokke andre til Sønderborg-området”, siger Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Projektet gennemføres i samarbejde med SIB Byggeri, ERIK Arkitekter og AR-CO ApS som bygherrerådgiver. Sønderborg Kommune har desuden spillet en central rolle i processen ved at sikre en smidig sagsbehandling, så projektet kan realiseres efter planen.

”Vi ser frem til at skabe et godt sted at være – både for kunder og kolleger. Den nye afdeling skal være et sted, hvor lokalt nærvær og fællesskab går hånd i hånd med høj faglighed og kompetent rådgivning”, slutter adm. direktør i Sydjysk Sparekasse Max Hovedskov.

Når byggeriet står færdigt i begyndelsen af 2027, vil Porten samle flere af landets største banker i området. Med Jyske Bank der allerede er på plads og Danske Bank og Sydjysk Sparekasse på vej, tegner området sig til at blive Sønderborgs helt eget ‘ lille Wall Street’.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...