Sønderborg Lufthavn er kommet flyvende ind i 2026 med flere passagerer i terminalen og et tydeligt tegn på, at flere vælger den lokale lufthavn som deres vej ud i verden. Fremgangen fortsætter efter et stærkt 2025, og allerede i årets første måned er der sket et markant hop i antallet af rejsende.
I januar 2026 brugte 3.973 passagerer Sønderborg Lufthavn, hvilket er 529 flere end samme måned året før. Det svarer til en stigning på 15 procent, efter at lufthavnen samlet set oplevede en passagervækst på 11 procent i 2025.
Det er det højeste antal januar passagerer siden 2020 og vidner om, at både erhvervsrejsende og private fortsat har brug for en hurtig forbindelse til København og videre ud i Europa
“Vi er meget tilfredse med, at væksten fortsætter, selvom årets første måneder har været præget af udfordrende vejrforhold. Det giver os god tro på resten af året”, siger direktør Jákup Sverri Kass fra Sønderborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
Han peger samtidig på, at det fortsat er en klar prioritet at servicere både business og leisure rejsende, der har behov for en effektiv rejsevej.
Samtidig er lufthavnen midt i en større modernisering, der skal styrke forbindelsen mellem Sønderborg, Sønderjylland og det dansk tyske grænseområde. Arbejdet handler både om at udvikle den eksisterende rute og på længere sigt skabe nye forbindelser til andre europæiske destinationer.
En tættere dialog med erhvervslivet og relevante samarbejdspartnere er en del af indsatsen for at sikre, at lufthavnen også fremover spiller en central rolle for den regionale tilgængelighed.




















