Psykolog Ida Siemens Holm, Enhedslisten, Sønderborg, skriver:
Læserindlæg: Ensidig kontrol skaber ubalance
Når kommunen har en bedragerigruppe, der udelukkende leder efter tilfælde, hvor borgere har fået for meget i ydelser, rejser det spørgsmålet: Hvem leder efter de fejl, hvor borgerne har fået for lidt?
Sønderborg Kommune bruger fire fuldtidsstillinger på at afsløre borgere, der får for meget udbetalt. Når borgerrådgiveren er genindført, har vi én – deltidsansat – til at hjælpe de borgere, der får for lidt. Den prioritering virker helt skæv.
Fejl går begge veje – men i Sønderborg Kommune gør kontrollen ikke. Administrative fejl sker i alle systemer, men hvis kontrollen kun går én vej, bliver retssikkerheden skæv. Et retfærdigt system bør: rette fejl uanset, hvem de gavner og sikre borgerne samme beskyttelse, som kommunen beskytter sig selv.
Sociale ydelser modtages ofte af borgere i sårbare livssituationer. En ensidig bedrageriindsats kan skabe mistillid mellem borger og kommune, få borgere til at frygte kontakt med systemet og afholde folk fra at søge den hjælp, de har ret til.
Magtforholdet er i forvejen ulige. Kommunen har juraen, systemerne og ressourcerne, hvorimod borgere ofte har begrænset overskud, ringe kendskab til regler og generelt svært ved at gennemskue komplekse afgørelser. Derfor bør Kommunen påtage sig et særligt ansvar – også for dem, som har kognitive vanskeligheder eller sproglige udfordringer.
At sikre borgernes retssikkerhed handler ikke om at acceptere snyd. Det handler om proportionalitet, gennemsigtighed og lige behandling. Kontrol bør handle om korrekt udbetaling og ikke kun tilbagebetaling.
Jeg vil råbe op for gennemsigtigheden. Hvor mange sager finder bedragerigruppen, hvor kommunen selv har begået fejl? Hvor mange får efterbetalt? Er der overhovedet en enhed, der systematisk opsøger disse fejl?
Slutteligt er det bemærkelsesværdigt, at Sønderborg Kommune har en portal til anonyme anmeldelser af borgere på sociale ydelser, mens der ikke findes tilsvarende muligheder for fx sort arbejde eller miljøsager. Enten er det forkert at opfordre til anonyme anmeldelser – eller også bør den praksis gælde ens på alle myndighedsområder.
Det ser vi i Enhedslisten Sønderborg som et demokratisk problem.
Må vores målsætning være, at sagsbehandlingen er korrekte fra starten – for alle parter.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].



















